eller 'what they lack in space, they make up for in paranoia..'
For ca. 2 uger siden var vi ude på den amerikanske ambassade for at blive interviewet til visum-ansøgningen. Vi havde jo børn og barnevogn med, og det var et værre cirkus at komme ind - det tjek, man får ved indgangen til den amerikanske ambassade minder om en sikkerhedskontrol i lufthavnen. Dog var de grundigere - al elektronik skulle op, gemmes og slukkes.. Selv barnevognen gennemrodede de, for 'ja du vil blive overrasket over hvor mange mennesker der har alt mulig lort i barnevognen, for eksempel ledninger (??)..'. Godt så..
Vi kom ind, og fik afleveret en bunke papirer til en sød dame ved skranken. Og så skulle vi altså bare vente!
Der gik ca 2 timer med at rende efter børn, fodre børn (vi måtte godt have mad med ind), putte Eric, bestikke Silke til at gå på toilettet - og hun kom dansende ud mens hun højlydt sang 'I like to movie movie, I like to movie movie' (I like to move it move it, I like to move it move it) til stor morskab for alle de ventende. Desværre fik hun en hysterisk nedsmeltning (det var et lille varmt rum og så sjovt er det jo heller ikke at vente) lige da Claus skulle interviewes. Efter han var blevet interviewet og havde forklaret ca. hvad han skal lave derovre, blev jeg kaldt over. Silke var stadig hysterisk og klamrede sig til mit ben. Først blev jeg spurtgt hvorfor jeg ville til USA 'øeh... fordi min mand har fået job dér?'. Så spurgte hun 'Er Jeres børn under 14?'.. Jeg tabte underkæben og nåede ikke engang at anlægge min 'mener-du-det-seriøst' stemme, inden jeg svarede: 'Jaeh altså, ham der sover i barnevognen, han er 1 år, og hende der ligger og skriger og holder om mit ben, hun er 3...' 'Nå, men I ved godt at når børnene er under 14 behøver I ikke at tage dem med, ikke'? (nej, det vidste vi ikke - det står ingen steder - og vi havde da ikke slæbt to små børn med ind til 2 timers venten i et lille indelukket rum hvis vi havde kunnet være fri, vel...).. Suk.. nå men vi blev da alle beviliget visum, og ud kom vi også..
Der har også været en zillion praktiske ting der skal nås - kontakt til Nokia, kontakt med flyttefolk, kontakt med dem der skal udleje vores hus for os.. Kontakt til dem der sørger for flybilletter og midlertidig bolig til os, osv... Og det er ikke altid at kommunikationen mellem disse instanser fungerer optimalt. Fx det firma der skulle stå for vores visa havde 'glemt' os, og kunne ikke svare på spørgsmål med konkrete svar, så hele processen blev lige flere uger forsinket. Havde vi vidst det på forhånd, var vi blevet i Danmark i december. Men ny er biletten købt - til den 10 december. Eric har heldigvis fået sit eget sæde denne gang, selvom han kun er 16 måneder.
Men det bliver underligt.. Flyttefirmaet kommer her de næste par dage og pakker alt ned i en 40-fods container, og vi ser det først igen på den anden side af Atlanten...næste år...
Næste indlæg kommer når vi engang er vel ankommet:-)
For ca. 2 uger siden var vi ude på den amerikanske ambassade for at blive interviewet til visum-ansøgningen. Vi havde jo børn og barnevogn med, og det var et værre cirkus at komme ind - det tjek, man får ved indgangen til den amerikanske ambassade minder om en sikkerhedskontrol i lufthavnen. Dog var de grundigere - al elektronik skulle op, gemmes og slukkes.. Selv barnevognen gennemrodede de, for 'ja du vil blive overrasket over hvor mange mennesker der har alt mulig lort i barnevognen, for eksempel ledninger (??)..'. Godt så..
Vi kom ind, og fik afleveret en bunke papirer til en sød dame ved skranken. Og så skulle vi altså bare vente!
Der gik ca 2 timer med at rende efter børn, fodre børn (vi måtte godt have mad med ind), putte Eric, bestikke Silke til at gå på toilettet - og hun kom dansende ud mens hun højlydt sang 'I like to movie movie, I like to movie movie' (I like to move it move it, I like to move it move it) til stor morskab for alle de ventende. Desværre fik hun en hysterisk nedsmeltning (det var et lille varmt rum og så sjovt er det jo heller ikke at vente) lige da Claus skulle interviewes. Efter han var blevet interviewet og havde forklaret ca. hvad han skal lave derovre, blev jeg kaldt over. Silke var stadig hysterisk og klamrede sig til mit ben. Først blev jeg spurtgt hvorfor jeg ville til USA 'øeh... fordi min mand har fået job dér?'. Så spurgte hun 'Er Jeres børn under 14?'.. Jeg tabte underkæben og nåede ikke engang at anlægge min 'mener-du-det-seriøst' stemme, inden jeg svarede: 'Jaeh altså, ham der sover i barnevognen, han er 1 år, og hende der ligger og skriger og holder om mit ben, hun er 3...' 'Nå, men I ved godt at når børnene er under 14 behøver I ikke at tage dem med, ikke'? (nej, det vidste vi ikke - det står ingen steder - og vi havde da ikke slæbt to små børn med ind til 2 timers venten i et lille indelukket rum hvis vi havde kunnet være fri, vel...).. Suk.. nå men vi blev da alle beviliget visum, og ud kom vi også..
Der har også været en zillion praktiske ting der skal nås - kontakt til Nokia, kontakt med flyttefolk, kontakt med dem der skal udleje vores hus for os.. Kontakt til dem der sørger for flybilletter og midlertidig bolig til os, osv... Og det er ikke altid at kommunikationen mellem disse instanser fungerer optimalt. Fx det firma der skulle stå for vores visa havde 'glemt' os, og kunne ikke svare på spørgsmål med konkrete svar, så hele processen blev lige flere uger forsinket. Havde vi vidst det på forhånd, var vi blevet i Danmark i december. Men ny er biletten købt - til den 10 december. Eric har heldigvis fået sit eget sæde denne gang, selvom han kun er 16 måneder.
Men det bliver underligt.. Flyttefirmaet kommer her de næste par dage og pakker alt ned i en 40-fods container, og vi ser det først igen på den anden side af Atlanten...næste år...
Næste indlæg kommer når vi engang er vel ankommet:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar