Der er flere grupper uden for Danmark, som advokerer for dobbelt statsborgerskab. Og hvorfor det, spørger du mon? Er det ikke nok at være dansker - og kan man have to nationaliteter? Ud over at svare ja, er det lidt mere kompliceret - for udlandsdanskere der har været væk i mere end to år, mister faktisk stemmeretten. Jo, du læser rigtigt.. Man kan ikke stemme. Når man ikke har boet i Danmark i mere end to år, må man ikke længere stemme til danske valg. Det synes de fleste danskere der er bosiddende i udlandet er fint nok - når man ikke bor i dk og betaler skat der, hvorfor skulle man så have indflydelse? Jeg er enig.
Men i mange lande, fx USA, kan du ikke stemme, når du ikke er statsborger. Vi bor og betaler skat i USA, men kan ikke stemme, fordi vi ikke har statsborgerskab, og ikke kan få det uden at opgive vores danske. Fair? Nej. Som andre vil vi gerne have retten til at stemme hvor vi bor og hvor vi betaler skat...Så reelt set er vi frataget stemmeret.
'Men vil de ikke bare komme tilbage og få folkepension..hvis de kan beholde det danske statsborgerskab?'. Tjoh. Så simpelt er det heller ikke. Du kan ikke bo i udlandet og betale 20% i skat i mange år (og jo det er lavt, men oftest skal der jo så betales for sygeforsikring, uddannelse mv oveni, noget der er skattebetalt i Danmark) og så komme tilbage og hæve fuld folkepension. Efter 4 år i udlandet mister du langsomt retten til dansk folkepension - den bliver nedskrevet med en hvis procentdel for hvert yderligere år du er væk. Så nej, du kan ikke tage til udlandet og bo og arbejde i 40 år, og så komme hjem og hæve fuld folkepension. Har du været væk i 40 år har du formentlig ingen ret tilbage til folkepension. Det synes de fleste udlandsdanskere også er fint - man har ikke valgt at bo i udlandet pga luskede ideer om skat og folkepension (at politikere og andre hævder dette, siger mere om deres tankegang og motiver, end vores).
Set fra et internationalt synspunkt er det -udover usympatisk - også indtryk for en ret uheldig holdning til omverdenen. Mange steder kan du kun få bestemte jobs eller forskningsstillinger, hvis du er statsborger. Dette fratages også danskere. I en globaliseret tidsalder er det noget jeg skammer mig over. Danmark er et af de få lande i Europa der IKKE tillader dobbelt statsborgerskab (jo, for børn op til 18 år - så vores lille ny bliver både amerikaner og dansker). DF (som i mine øjne er en SKAMPLET på dansk politik) bliver ved med at sætte hælene i. I deres optik skal danskere åbenbart slet ikke formaste sig til at rejse ud - vi har bare at blive hjemme i lille Dannevang - og retten til at stemme hvor vi bor og betaler skat? Nej føj fy da...
Danes Worldwide, en forening som blev oprettet i 1919, har i mange år kæmpet for retten til dobbelt statsborgerskab..Lidt om det her.
(og nej, vi er ikke interesseret i dobbelt statsborgerskab - vi bliver her ikke længe nok til at det bliver relevant - men vi forstår begge længslen mod det, og irritationen over 'at være sat ud af spillet' politisk).. En af mine veninder har lige fået tildelt amerikansk statsborgerskab også - hun er hollænder, men amerikansk gift. Jeg er misundelig, fordi hun har muligheden...