skal man vel have..
Silke og Eric fik superheltekapper i storesøskendegave..
Silke og Eric fik superheltekapper i storesøskendegave..
torsdag den 1. august 2013
Fødselsberetning - Lucia Rose
4 dage før fødslen:
Mandag fyldte Eric 3.
Tirsdag vågnede jeg ved noget der lidt føltes som smertefulde plukkeveer (jeg var 35+0) De forblev uregelmæssige hele dagen og jeg tænkte at de sikkert ville gå i sig selv igen. Har haft en enkelt nat med det samme problem tidligere. Men nej - da jeg stod op onsdag kunne jeg godt mærke at det skulle gå hurtigt. Jeg havde kvalme og kunne kun klare en kop kaffe intet andet. Jeg stod op kl 5 pga smerter, og lige pludseligt var der 2-6 minutter mellem de smertefulde 'plukkeveer' som altså var modningveer. Jeg sagde til Claus at vi skulle skynde os lidt, og hurtigt fik vi badet, pakket unger + madkasser sammen og Claus kørte ungerne i børnehave. . Imens ringede jeg til hospitalet og fyldte opvaskemaskinen og pakkede tasken helt færdig..
Claus kom og af sted til hospitalet med os.
De tjekkede os ind i modtagelsen og jeg kom ind på en stue og blev undersøgt. 3 cm åben. De tilbød mig morfin i drop, men da jeg føder hurtigt, endte de med at give mig noget andet, som ikke ville gøre baby sløv hvis hun kom ud inden der var gået 4 timer. Jeg skulle også have antibiotika. I USA tager de en stafylokok-prøve af moderen til lægebesøget i uge 36 men det nåede jeg jo aldrig - og det er superfarligt for både mor og barn under fødslen og lidt efter, hvis moderen har dem - så intet valg, antibiotika i samme drop..Jeg fik noget smertestillende men kan ikke huske hvad - det virkede også kun kort, så gjorde det så ondt at jeg ikke kunne holde det ud.
Her var kl 9 og jeg blev tjekket igen - 5 cm åben, så tror da pokker at medicinen ikke virkede, den var ikke til brug i aktiv fasen. Her blev jeg rullet ind på en fødestue - man skal normalt tjekke ind men det mente de ikke der var tid til. De tilbød mig en epidural og da veerne var så slemme at jeg skreg (ja, jeg skreg, så ondt gjorde det) og kom over 200 på en eller anden skala (Claus siger de var værre end med de to andre, der kom de ikke over 200, men jeg er ikke sikker på om skalaerne er de samme - jeg har ikke holdt øje, jeg har været optaget!) takkede jeg ja. Der gik 100 år (15 min) inden anæstesilægen kom og så tog det vist 15 min at lægge den. Jeg var ved at gå til af smerte imens og følte at veerne rev mig midt over - og alle vejrtrækningsøvelserne hjalp intet!! Samtidig rystede jeg ukontrollabelt - det har jeg ikke oplevet før og min krop kunne ikke stoppe med at ryste voldsomt.
Endelig virkede epi'en, og den tog toppen af de værste smerter - men den voldsomme kraft som veerne havde og sled i mig med var der stadig. Claus sagde senere at alle på fødestuen (der var mange flere end man ville se det i dk - bl.a. var der en sygeplejerske fra neonatal fordi jeg kun var 35+1) var meget overraskede over hvor høflig jeg var i pauserne når jeg kunne snakke - fx har jeg sagt til anæstesilægen da hun skulle lægge epi'en 'I'm sorry but there's a contraction coming; wait please'. Det husker jeg ikke selv.
Det gode var at epi'en forsinkede pressefasen lidt - med begge de andre har pressefasen nærmest været en naturkraft der har tvunget mig til at presse - hvilket, med Silke, forårsagede en 2.grads bristning, fordi hun fløj ud i een ve. Med Eric havde jeg en erfaren jordemoder der meget bestemt FORBØD mig at presse, fordi jeg så ville sprække - jeg kunne lytte kort og nøjedes med 1 sting. Med Lucia skulle jeg for første gang coaches til at presse, da epi'en gjorde pressetrangen mindre stærk. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne, og kan huske at jeg sagde 'I can't do this!. Men efter ca 5 pres var hun ude. Jeg troede jeg skulle presse igen, men kroppen kom ligesom bare med, og moderkagen kom naturligt kort efter (gudskelov).
Hun kom op på mig og skreg straks og fik lov til at ligge ved brystet. Født kl 10.21 altså ca 2 timer og 21 minutter efter ankomst til hospitalet, og jeg gik fra 3 til 10 cm på omkring 2 og 20 minutter, så tror da pokker at det gjorde ekstremt ondt:-S. Jeg sprak ikke. Fik ikke engang en skramme...Apgar score kendes ikke, da den ikke tages i USA, men gætter på 10 og 10. Claus klippede navlestrengen.
Pga. den præmature fødsel tog de blodsukker, som var lavt, så Claus tog med hende til neonatal. Jeg skulle blive på barselsgangen og fik noget drop der skulle forhindre blødninger i livmoderen. Vist standard her. Jeg hader drop, så det var virkelig væmmeligt (jeg tror også jeg fik lidt ekstra antibiotika men er ikke sikker). Jeg skulle tisse 3 gange i et bækken før de ville erklære at jeg kunne tisse normalt (øh ja) jeg måtte ikke gå men skulle køres til neonatalafd. som altså er under 50 m gang fra barselsafdelingen, og jeg havde haft en nem fødsel - derudover tjekkede de mit blodtryk hver 3 time, min blødning, og min livmoder - det var lidt bizart med alle de tjek, når man er vandt til et enkelt blodtyktjek, og et 'du går lige ud og ser om du kan tisse' - og så er det dét. Jeg var lidt irriteret og følte mig lidt sygeliggjort - jeg mener, som fødsler er, var den nem...Jeg var forbi neonatal hvor Lucia lå med drop (antibiotika, væske og sukker) og fik at vide at jeg skulle blive på barselsgangen natten over, men de ville køre (!!!) mig til neonatal når nødvendigt så jeg kunne amme/malke ud. Jeg måtte ikke gå de 50 meter til neonatal alene før en læge havde udskrevet mig:-S.
Efter fødslen fik jeg noget frokost der var pasta, grønt, salat, frugt, mælk mv. Noget helt andet end det toast man får i Danmark.. Dagen efter udskrev jeg mig selv fra barselsgangen - de stikkede og prikkede lidt i mig men var ellers imponerede over hvor hurtigt jeg var kommet mig, så det lykkedes..Jeg fik også lige et bad. Nu kommer vi så til opholdet på neonatal...
Mandag fyldte Eric 3.
Tirsdag vågnede jeg ved noget der lidt føltes som smertefulde plukkeveer (jeg var 35+0) De forblev uregelmæssige hele dagen og jeg tænkte at de sikkert ville gå i sig selv igen. Har haft en enkelt nat med det samme problem tidligere. Men nej - da jeg stod op onsdag kunne jeg godt mærke at det skulle gå hurtigt. Jeg havde kvalme og kunne kun klare en kop kaffe intet andet. Jeg stod op kl 5 pga smerter, og lige pludseligt var der 2-6 minutter mellem de smertefulde 'plukkeveer' som altså var modningveer. Jeg sagde til Claus at vi skulle skynde os lidt, og hurtigt fik vi badet, pakket unger + madkasser sammen og Claus kørte ungerne i børnehave. . Imens ringede jeg til hospitalet og fyldte opvaskemaskinen og pakkede tasken helt færdig..
Claus kom og af sted til hospitalet med os.
De tjekkede os ind i modtagelsen og jeg kom ind på en stue og blev undersøgt. 3 cm åben. De tilbød mig morfin i drop, men da jeg føder hurtigt, endte de med at give mig noget andet, som ikke ville gøre baby sløv hvis hun kom ud inden der var gået 4 timer. Jeg skulle også have antibiotika. I USA tager de en stafylokok-prøve af moderen til lægebesøget i uge 36 men det nåede jeg jo aldrig - og det er superfarligt for både mor og barn under fødslen og lidt efter, hvis moderen har dem - så intet valg, antibiotika i samme drop..Jeg fik noget smertestillende men kan ikke huske hvad - det virkede også kun kort, så gjorde det så ondt at jeg ikke kunne holde det ud.
Her var kl 9 og jeg blev tjekket igen - 5 cm åben, så tror da pokker at medicinen ikke virkede, den var ikke til brug i aktiv fasen. Her blev jeg rullet ind på en fødestue - man skal normalt tjekke ind men det mente de ikke der var tid til. De tilbød mig en epidural og da veerne var så slemme at jeg skreg (ja, jeg skreg, så ondt gjorde det) og kom over 200 på en eller anden skala (Claus siger de var værre end med de to andre, der kom de ikke over 200, men jeg er ikke sikker på om skalaerne er de samme - jeg har ikke holdt øje, jeg har været optaget!) takkede jeg ja. Der gik 100 år (15 min) inden anæstesilægen kom og så tog det vist 15 min at lægge den. Jeg var ved at gå til af smerte imens og følte at veerne rev mig midt over - og alle vejrtrækningsøvelserne hjalp intet!! Samtidig rystede jeg ukontrollabelt - det har jeg ikke oplevet før og min krop kunne ikke stoppe med at ryste voldsomt.
Endelig virkede epi'en, og den tog toppen af de værste smerter - men den voldsomme kraft som veerne havde og sled i mig med var der stadig. Claus sagde senere at alle på fødestuen (der var mange flere end man ville se det i dk - bl.a. var der en sygeplejerske fra neonatal fordi jeg kun var 35+1) var meget overraskede over hvor høflig jeg var i pauserne når jeg kunne snakke - fx har jeg sagt til anæstesilægen da hun skulle lægge epi'en 'I'm sorry but there's a contraction coming; wait please'. Det husker jeg ikke selv.
Det gode var at epi'en forsinkede pressefasen lidt - med begge de andre har pressefasen nærmest været en naturkraft der har tvunget mig til at presse - hvilket, med Silke, forårsagede en 2.grads bristning, fordi hun fløj ud i een ve. Med Eric havde jeg en erfaren jordemoder der meget bestemt FORBØD mig at presse, fordi jeg så ville sprække - jeg kunne lytte kort og nøjedes med 1 sting. Med Lucia skulle jeg for første gang coaches til at presse, da epi'en gjorde pressetrangen mindre stærk. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne, og kan huske at jeg sagde 'I can't do this!. Men efter ca 5 pres var hun ude. Jeg troede jeg skulle presse igen, men kroppen kom ligesom bare med, og moderkagen kom naturligt kort efter (gudskelov).
Hun kom op på mig og skreg straks og fik lov til at ligge ved brystet. Født kl 10.21 altså ca 2 timer og 21 minutter efter ankomst til hospitalet, og jeg gik fra 3 til 10 cm på omkring 2 og 20 minutter, så tror da pokker at det gjorde ekstremt ondt:-S. Jeg sprak ikke. Fik ikke engang en skramme...Apgar score kendes ikke, da den ikke tages i USA, men gætter på 10 og 10. Claus klippede navlestrengen.
Pga. den præmature fødsel tog de blodsukker, som var lavt, så Claus tog med hende til neonatal. Jeg skulle blive på barselsgangen og fik noget drop der skulle forhindre blødninger i livmoderen. Vist standard her. Jeg hader drop, så det var virkelig væmmeligt (jeg tror også jeg fik lidt ekstra antibiotika men er ikke sikker). Jeg skulle tisse 3 gange i et bækken før de ville erklære at jeg kunne tisse normalt (øh ja) jeg måtte ikke gå men skulle køres til neonatalafd. som altså er under 50 m gang fra barselsafdelingen, og jeg havde haft en nem fødsel - derudover tjekkede de mit blodtryk hver 3 time, min blødning, og min livmoder - det var lidt bizart med alle de tjek, når man er vandt til et enkelt blodtyktjek, og et 'du går lige ud og ser om du kan tisse' - og så er det dét. Jeg var lidt irriteret og følte mig lidt sygeliggjort - jeg mener, som fødsler er, var den nem...Jeg var forbi neonatal hvor Lucia lå med drop (antibiotika, væske og sukker) og fik at vide at jeg skulle blive på barselsgangen natten over, men de ville køre (!!!) mig til neonatal når nødvendigt så jeg kunne amme/malke ud. Jeg måtte ikke gå de 50 meter til neonatal alene før en læge havde udskrevet mig:-S.
Efter fødslen fik jeg noget frokost der var pasta, grønt, salat, frugt, mælk mv. Noget helt andet end det toast man får i Danmark.. Dagen efter udskrev jeg mig selv fra barselsgangen - de stikkede og prikkede lidt i mig men var ellers imponerede over hvor hurtigt jeg var kommet mig, så det lykkedes..Jeg fik også lige et bad. Nu kommer vi så til opholdet på neonatal...
Birth of Lucia Rose
(any errors in the translation is due to google translate and me..)
4 days before giving birth:
Monday Eric turned 3
Tuesday I woke up with something that felt like painful braxton-hicks contractions (I was 35 +0) They remained erratic throughout the day and I thought that they'd probably go away again. Have had a single night with the same problem earlier. But no - when I got up Wednesday I could feel that we had to act quickly. I had nausea and could only drink a bit of coffee. I got up at 5 am because of the pain, and suddenly there were 2-6 minutes between the painful braxton-hicks that turned out to be real contractions, I told Claus that we had to hurry, and soon we had showered, dressed kids and made their lunchboxes. Claus drove the kids to kindergarten. . Meanwhile, I called the hospital and filled the dishwasher and finished packing the bag..
Claus came and we went to the hospital.
They checked us in at the reception and I came into a room and was examined. 3 cm open. They offered me morphine drip, but when I give birth it's pretty quick so they ended up giving me something else. I also received antibiotics. In the U.S. they take a staphylococcal sample of the mother at the doctors appointment at week 36 but I never made it that far - and it's super dangerous for both mother and baby during labor and shortly after, if the mother has them - so no choice, antibiotics in the same IV .. I got something for the pain but can not remember what - it worked only shortly, then it hurt so much that I could not stand it.
It was 9 o'clock and I was checked again - 5 cm open so of course the medicine did not work, it was not for use in the active phase. Here I was taken to the delivery room - you usually check in but they did not think there was time. They offered me an epidural and when the contractions were so bad that I cried (yes, I screamed so badly did it hurt) and got over 200 on some scale (Claus saying they were worse than the other two, when the contractions didn't reach 200, but I'm not sure if the scales are the same - I have not been watching, I've been busy!), I said yes. It took 100 years (15 min) before the anesthetist came and then it took another 15 minutes to place it.. The pain was crazy and I felt that the contractions tore me in half - and all the breathing exercises helped nothing! At the same time I shook uncontrollably - I have not experienced that before; my body could not stop shaking violently. Very unpleasant!
Finally it seemed that the epidural and took the worst of the pain - but the violent force of the contractions was still there. Claus said later that everybody in the delivery room (there were many more than you would see it in the Denmark - for example, there was a nurse from the NICU because I was only 35 +1) was very surprised by how polite I was in the breaks between the contractions when I could talk - for example, I said to the anesthetist when she had to apply the epidural 'I'm sorry but there's a contraction coming, wait please'. I do not remember that myself.
The good thing was that the epidural delayed the pushing phase slightly - with both the others the pushing phase has been a force of nature that has compelled me to push - which, with Silke, caused a 2.grads rupture because she flew out in one contraction. With Eric, I had an experienced midwife who very definitely forbade me to push - I could listen briefly and wound up with only one one stitch. With Lucia was the first time I was coached to push as the epidural rendered the urge to push less strong. I was sure that I could not, and remember that I said 'I can't do this!. But after about 5 pushes she was out. I thought I was going to push again but her body just kind of slid out and the placenta came naturally shortly after (thank goodness).
She came up to me and screamed immediately and was allowed to lie on my stomach, Born at 10:21 so about 2 hours and 21 minutes after arrival to the hospital, and I went from 3 to 10 cm of about 2 and 20 minutes, so no wonder it hurt like h*ll. I didn't break, didn't even get a scratch .Claus cut the umbilical cord.
Due to the preterm birth took her blood sugar, which was low, so Claus went with her to the NICU. I had to stay on the maternity ward and got an IV to prevent bleeding. I could have walked but they insisted on a wheelchair to the NICU which is less than 50 meters away from the maternity ward, and I had an easy birth - they checked the my blood pressure every 3 hours, my bleeding and my womb - it was a bit bizarre with all the check-ups when you are accustomed to a single blood pressure check, and a 'you go right out and see if you can pee' - and nothing more. I was a little annoyed and felt they were trying to make me into a sick patient when I had only given birth, and an easy birth nonetheless..I was told that I should be on the maternity ward the first night, but they'd wheel (!) me to the NICU when needed so I could breastfeed / pump out. I was not allowed to walk the 50 meters to the neonatal alone before a doctor had discharged me:-S. Pretty weird.
After the birth I had some lunch there was pasta, vegetables, salad, fruit, milk, etc.. Something completely different than the toast you get in Denmark .. The day after discharged myself from the maternity ward since they were just too annoying..Now we come to the stay at the NICU..
4 days before giving birth:
Monday Eric turned 3
Tuesday I woke up with something that felt like painful braxton-hicks contractions (I was 35 +0) They remained erratic throughout the day and I thought that they'd probably go away again. Have had a single night with the same problem earlier. But no - when I got up Wednesday I could feel that we had to act quickly. I had nausea and could only drink a bit of coffee. I got up at 5 am because of the pain, and suddenly there were 2-6 minutes between the painful braxton-hicks that turned out to be real contractions, I told Claus that we had to hurry, and soon we had showered, dressed kids and made their lunchboxes. Claus drove the kids to kindergarten. . Meanwhile, I called the hospital and filled the dishwasher and finished packing the bag..
Claus came and we went to the hospital.
They checked us in at the reception and I came into a room and was examined. 3 cm open. They offered me morphine drip, but when I give birth it's pretty quick so they ended up giving me something else. I also received antibiotics. In the U.S. they take a staphylococcal sample of the mother at the doctors appointment at week 36 but I never made it that far - and it's super dangerous for both mother and baby during labor and shortly after, if the mother has them - so no choice, antibiotics in the same IV .. I got something for the pain but can not remember what - it worked only shortly, then it hurt so much that I could not stand it.
It was 9 o'clock and I was checked again - 5 cm open so of course the medicine did not work, it was not for use in the active phase. Here I was taken to the delivery room - you usually check in but they did not think there was time. They offered me an epidural and when the contractions were so bad that I cried (yes, I screamed so badly did it hurt) and got over 200 on some scale (Claus saying they were worse than the other two, when the contractions didn't reach 200, but I'm not sure if the scales are the same - I have not been watching, I've been busy!), I said yes. It took 100 years (15 min) before the anesthetist came and then it took another 15 minutes to place it.. The pain was crazy and I felt that the contractions tore me in half - and all the breathing exercises helped nothing! At the same time I shook uncontrollably - I have not experienced that before; my body could not stop shaking violently. Very unpleasant!
Finally it seemed that the epidural and took the worst of the pain - but the violent force of the contractions was still there. Claus said later that everybody in the delivery room (there were many more than you would see it in the Denmark - for example, there was a nurse from the NICU because I was only 35 +1) was very surprised by how polite I was in the breaks between the contractions when I could talk - for example, I said to the anesthetist when she had to apply the epidural 'I'm sorry but there's a contraction coming, wait please'. I do not remember that myself.
The good thing was that the epidural delayed the pushing phase slightly - with both the others the pushing phase has been a force of nature that has compelled me to push - which, with Silke, caused a 2.grads rupture because she flew out in one contraction. With Eric, I had an experienced midwife who very definitely forbade me to push - I could listen briefly and wound up with only one one stitch. With Lucia was the first time I was coached to push as the epidural rendered the urge to push less strong. I was sure that I could not, and remember that I said 'I can't do this!. But after about 5 pushes she was out. I thought I was going to push again but her body just kind of slid out and the placenta came naturally shortly after (thank goodness).
She came up to me and screamed immediately and was allowed to lie on my stomach, Born at 10:21 so about 2 hours and 21 minutes after arrival to the hospital, and I went from 3 to 10 cm of about 2 and 20 minutes, so no wonder it hurt like h*ll. I didn't break, didn't even get a scratch .Claus cut the umbilical cord.
Due to the preterm birth took her blood sugar, which was low, so Claus went with her to the NICU. I had to stay on the maternity ward and got an IV to prevent bleeding. I could have walked but they insisted on a wheelchair to the NICU which is less than 50 meters away from the maternity ward, and I had an easy birth - they checked the my blood pressure every 3 hours, my bleeding and my womb - it was a bit bizarre with all the check-ups when you are accustomed to a single blood pressure check, and a 'you go right out and see if you can pee' - and nothing more. I was a little annoyed and felt they were trying to make me into a sick patient when I had only given birth, and an easy birth nonetheless..I was told that I should be on the maternity ward the first night, but they'd wheel (!) me to the NICU when needed so I could breastfeed / pump out. I was not allowed to walk the 50 meters to the neonatal alone before a doctor had discharged me:-S. Pretty weird.
After the birth I had some lunch there was pasta, vegetables, salad, fruit, milk, etc.. Something completely different than the toast you get in Denmark .. The day after discharged myself from the maternity ward since they were just too annoying..Now we come to the stay at the NICU..
Neonatal
.. De første par dage lå Lucia med drop med sukker og antibiotika samt væske. Hun var for udmattet til at spise meget hos mig, og sutterefleksen var ikke helt udviklet endnu (sker ml uge 35 og 37 siger de). Fredag kom hun af og begyndte at die mere hos mig - men mælken var ikke løbet til endnu - hun fik det jeg pumpede ud, lidt råmælk, i en flaske, og en enkelt gang lidt erstatning. Så begyndte min produktion at stige og de var meget imponerede over hvor meget mælk jeg producerede. Søndag sagde jeg til en børnelæge at jeg var bekymret over at mælken ikke var løbet til endnu, det plejer at tage ca 3 dage - og fik at vide at man nogle gange ikke opdagede det ved barn nr 3, 4 etc, og især fordi jeg ammede Eric længe, skulle jeg ikke regne med at mærke det. Men jeg kunne jo se det var råmælk jeg lavede. Mandag vågnede jeg op og kunne konkurrere med Dolly Parton, så det var vist den teori..
Hun fik noget antibiotisk glop på øjnene - det brugte man i Danmark da jeg blev født, men gør det ikke længere. Jeg ved ikke hvad det skal gøre godt for..
Fredag mente lægerne at hun havde haft en apnø episode ud fra hvad monitorene sagde. Når de har haft det vil lægerne her beholde dem i 5-7 dage. Jeg tudede (ville jo gerne hjem) og blev ret sur på en arrogant, filmstjernelignende ældre læge der talte ned til mig (jeg er ret allergisk overfor folk der taler ned til mig..) I kender sikkert typen fra film, totalt karikatur - bølgende stålgråt hår, 'jeg har arbejdet her i 25 år blabla' .. Suk. Alle de andre læger var søde nok. Sygeplejerskerne var generelt også søde, med den sædvanlige undtagelse, en gammel mavesur dame. Generelt vil jeg sige de var væsentligt mere kundeserviceorienterede og flinke end i dk. De blev kommenteret meget på hendes fine runde hovede 'she doesn't look like a vaginal birth'. Sådan så Silke nu også ud. Måske fordi de kommer så hurtigt?
Lørdag aften var Lucias bilirubin tal steget, så hun røg i lyskasse (de tolererer lavere tal for for tidligt fødte, og disse har også en øget risiko for gulsot). Det var ret hårdt for hun kom kun ud for at die og få skiftet ble - jeg kunne ikke sidde med hende, for eksempel. Silke og Eric havde også begge to gulsot, men på et niveau hvor det ikke var behandlingskrævende. De var også mere til termin. Silke er født 38+0, 3140 gr og 48 cm, Eric er født 36+5, 3190 og 51 cm - han var så færdigbagt at vi kom hjem indenfor 24 timer selvom han kom før uge 37. Lucia født 35+1 2935 gr og 49 cm. Noget tyder på jeg føder tidligere og tidligere - i det mindste har ungerne god vægt og længde. Ville have været belastende hvis de oven i var nogle små kravl.
I lyskasse
Hun kom ud mandag aften
De forklarede os ret godt at Lucia er det man kalder 'late premature baby' (født mellem uge 34+0 og 36+0) eller som de kalder dem 'impostors'. De ligner babyer født til termin, og de opfører sig generelt sådan - men de kan have enkelte vejrtrækningsproblemer, da et center i hjernen først færdigdannes efter uge 36. Ligeledes ser de ofte for lavt blodsukker og problemer med at die i starten, fordi sutterefleksen ikke er helt moden/udviklet. Der er oftere gulsot (gulsot rammer dog også mange til termin babyer) men de tidligere børn tåler det ikke så godt. De vil sove mere, og kan af samme årsag være svære at få til at die nok, end børn tættere på termin. Jeg har sidenhen snakket med mange der har født uge 34 til 36 og fælles for næsten alle var at det var endt med en kortere eller længere indlæggelse på neonatal pga mange af de samme problemer som Lucia havde. En sjælden gang i mellem er børn tættere på fuldbårne i den alder og kan komme hjem, ligesom børn født til termin også KAN have problemer - det er bare mere sjældent.
Men de var meget søde på neonatal - de synes det var spændende at vi var fra Europa, og at jeg cyklede allevegne med de andre, og at vi kun havde een bil..
Jeg skiftede selv Lucias ble - og hver gang hun skulle skiftes/fodres skulle hendes temperatur tages med et arm-termometer (og vi ved alle hvor pålidelige de er, ikke). De tog også alt for mange blodprøver i forhold til hvad man ville gøre i Danmark. Blodsukker hver 3 time (selv efter det havde været stabilt længe) og bilirubin 2 gange dagligt til at starte med. De tog også elektrolytter for væske.. Vi synes det var for meget og en fornuftlig læge (efter mit forslag) skar det ned til een blodprøve om dagen.
I stedet for een lille apnøalarm som sidder på barnet og kan bæres med rundt (som man gør det i Danmark) var Lucia sat til: 1 iltmåler. 1 hjerterytmemåler og 1 puls måler (same same, er det ikke?) og en åndedrætsmåler. Jævnligt fik hun møffet en af tingene af, eller signalet forsvandt - især når jeg havde hende oppe for at amme oplevede vi ofte at noget faldt af. Så kom der en sygeplejerske styrtende, og forstyrrede amningen - jeg var ret træt af det til sidst.
En zillion ledninger...
Jeg ammede hvad Lucia kunne holde til, hun blev hurtigt træt og de lidt præmature har ikke samme suttekraft som de fuldbårne, og supplerede op med hvad der blev malket ud. Jeg malkede meget ud, sagde de (jeg har ingen referenceramme så lidt svært for mig selv at sige noget om det). Der var hele tiden en bimlen af en eller anden alarm, kald efter en læge, eller børn der skreg - så jeg sov elendigt. Jeg kunne få madbiletter gratis til deres kantine - salatbaren var god, og kaffen, alt andet så-så. 10 minutters gang væk lå et supermarked, så jeg fyldte lidt op med noget frugt, grønt og bagels, jeg kunne snacke af. Der var også restauranter på den anden side af krydset - her tog vi ungerne hen jævnligt.
Claus og de store kom på besøg een gang om dagen mens jeg boede på Lucias værelse - der var en lænestol der kunne slås ud til seng, og jeg kunne låne sengetøj samt håndklæder, så jeg camperede der. Claus tog fri for at kunne tage unger og støtte mig (nej, mænd har ikke barselsorlov 14 dage efter fødslen som i Danmark - vi er, undskyld mig, r*vforkælede i Danmark). Det ville nu være rart - men han har en flink chef!
Det var rædselfuldt at have ungerne der - jo dejligt at se dem skam, men 1) Eric rendte rundt og pillede ved ALT - hev i snore, trykkede og skruede på ting. Ikke så smart.. Jeg havde jo en alarmknap til at få fat i sygeplejersken med:-S. 2) Silke snakkede meget højt og råbte og lyttede ikke til os - vækkede Lucia ved lejlighed og forstyrrede andre børn. Vi tog dem som regel med ud til frokost/aftensmad så de fik lidt tid med mig. Silke begyndte at sove med min natkjole derhjemme fordi hun savnede mig.
Silke i min natkjole
Silke aer lillesøster
På 5 dagen efter fødsel tog jeg en løbe (lunte) tur, til personalets store bestyrtelse - men det gik fint. Havde jo også løbet til uge 30 og havde en nem fødsel. Jeg havde min kindle og min laptop med, hvilket altså reddede mit ophold. Så jeg kunne snakke lidt med folk og være online. Her i USA laver man også diverse test- for fx stofskiftesygdomme (vi har ikke fået svar endnu) og høreprøve (bestod). Når barnet er født før uge 36 laves der derudover en car-seat test - barnet sættes fast i bilsædet med monitorering og skal sidde der en time uden at ilt/puls dropper. Det gik fint - Lucia sov helt roligt gennem det hele.
Jeg forstod aldrig at de sagde jeg lavede en masse mælk - jeg troede Lucia spiste det hele. Men da vi skulle hjem kom de med den frosne mælk for et par dage.
Og det var bare den frosne. Der var en pose fra køleskabet med 8 flasker. Claus fik et grineflip da han så det..
Lucia blev udskrevet onsdag, da hun var 7 dage, og vi kunne endelig få vores lille pige med hjem..
Pga hvad de kalder 'immature breathing pattern' skal vi give Lucia koffein i mælk hver dag, til hun er minimum 40 uger gammel eller længere. Det gøres ikke med børn i den alder i dk. For at føle os lidt trygge har vi købt en angel care monitor over amazon, som detekterer hvis hendes vejtrækning pauser/stopper.
PS - min bedste veninde her er dansk neonatal sygeplejerske, derfor kan jeg lidt bedre sammenligne. Hun var forbi og var i totalt chok over at alle babyerne var hooket op på disse monitorer, og at Lucia lå i kuvøse for at få lys.
Pps. Mht navnet - vi havde fået at vide at i USA skal man vælge navn før man forlader hospitalet. Det passer så ikke - man har masser af tid til at vælge. Men det er en god idé at gøre det på hospitalet, for det er der man udfylder alle de papirer man skal bruge til fødselsattest og social security number. Claus havde en liste, jeg havde en liste (og vi havde jo snakket lidt på forhånd) og vi syntes hun lignede en Lucia. Det syntes Silke ikke. Hun ville have Rosa, Lise, Lisa eller Silke Rose. Vi endte så med kompromiset Lucia Rose. Lidt meget med to navne, men så kan hun da altid selv vælge.. Og de passer ok sammen.
Fredag mente lægerne at hun havde haft en apnø episode ud fra hvad monitorene sagde. Når de har haft det vil lægerne her beholde dem i 5-7 dage. Jeg tudede (ville jo gerne hjem) og blev ret sur på en arrogant, filmstjernelignende ældre læge der talte ned til mig (jeg er ret allergisk overfor folk der taler ned til mig..) I kender sikkert typen fra film, totalt karikatur - bølgende stålgråt hår, 'jeg har arbejdet her i 25 år blabla' .. Suk. Alle de andre læger var søde nok. Sygeplejerskerne var generelt også søde, med den sædvanlige undtagelse, en gammel mavesur dame. Generelt vil jeg sige de var væsentligt mere kundeserviceorienterede og flinke end i dk. De blev kommenteret meget på hendes fine runde hovede 'she doesn't look like a vaginal birth'. Sådan så Silke nu også ud. Måske fordi de kommer så hurtigt?
Lørdag aften var Lucias bilirubin tal steget, så hun røg i lyskasse (de tolererer lavere tal for for tidligt fødte, og disse har også en øget risiko for gulsot). Det var ret hårdt for hun kom kun ud for at die og få skiftet ble - jeg kunne ikke sidde med hende, for eksempel. Silke og Eric havde også begge to gulsot, men på et niveau hvor det ikke var behandlingskrævende. De var også mere til termin. Silke er født 38+0, 3140 gr og 48 cm, Eric er født 36+5, 3190 og 51 cm - han var så færdigbagt at vi kom hjem indenfor 24 timer selvom han kom før uge 37. Lucia født 35+1 2935 gr og 49 cm. Noget tyder på jeg føder tidligere og tidligere - i det mindste har ungerne god vægt og længde. Ville have været belastende hvis de oven i var nogle små kravl.
I lyskasse
De forklarede os ret godt at Lucia er det man kalder 'late premature baby' (født mellem uge 34+0 og 36+0) eller som de kalder dem 'impostors'. De ligner babyer født til termin, og de opfører sig generelt sådan - men de kan have enkelte vejrtrækningsproblemer, da et center i hjernen først færdigdannes efter uge 36. Ligeledes ser de ofte for lavt blodsukker og problemer med at die i starten, fordi sutterefleksen ikke er helt moden/udviklet. Der er oftere gulsot (gulsot rammer dog også mange til termin babyer) men de tidligere børn tåler det ikke så godt. De vil sove mere, og kan af samme årsag være svære at få til at die nok, end børn tættere på termin. Jeg har sidenhen snakket med mange der har født uge 34 til 36 og fælles for næsten alle var at det var endt med en kortere eller længere indlæggelse på neonatal pga mange af de samme problemer som Lucia havde. En sjælden gang i mellem er børn tættere på fuldbårne i den alder og kan komme hjem, ligesom børn født til termin også KAN have problemer - det er bare mere sjældent.
Men de var meget søde på neonatal - de synes det var spændende at vi var fra Europa, og at jeg cyklede allevegne med de andre, og at vi kun havde een bil..
Jeg skiftede selv Lucias ble - og hver gang hun skulle skiftes/fodres skulle hendes temperatur tages med et arm-termometer (og vi ved alle hvor pålidelige de er, ikke). De tog også alt for mange blodprøver i forhold til hvad man ville gøre i Danmark. Blodsukker hver 3 time (selv efter det havde været stabilt længe) og bilirubin 2 gange dagligt til at starte med. De tog også elektrolytter for væske.. Vi synes det var for meget og en fornuftlig læge (efter mit forslag) skar det ned til een blodprøve om dagen.
I stedet for een lille apnøalarm som sidder på barnet og kan bæres med rundt (som man gør det i Danmark) var Lucia sat til: 1 iltmåler. 1 hjerterytmemåler og 1 puls måler (same same, er det ikke?) og en åndedrætsmåler. Jævnligt fik hun møffet en af tingene af, eller signalet forsvandt - især når jeg havde hende oppe for at amme oplevede vi ofte at noget faldt af. Så kom der en sygeplejerske styrtende, og forstyrrede amningen - jeg var ret træt af det til sidst.
En zillion ledninger...
Jeg ammede hvad Lucia kunne holde til, hun blev hurtigt træt og de lidt præmature har ikke samme suttekraft som de fuldbårne, og supplerede op med hvad der blev malket ud. Jeg malkede meget ud, sagde de (jeg har ingen referenceramme så lidt svært for mig selv at sige noget om det). Der var hele tiden en bimlen af en eller anden alarm, kald efter en læge, eller børn der skreg - så jeg sov elendigt. Jeg kunne få madbiletter gratis til deres kantine - salatbaren var god, og kaffen, alt andet så-så. 10 minutters gang væk lå et supermarked, så jeg fyldte lidt op med noget frugt, grønt og bagels, jeg kunne snacke af. Der var også restauranter på den anden side af krydset - her tog vi ungerne hen jævnligt.
Claus og de store kom på besøg een gang om dagen mens jeg boede på Lucias værelse - der var en lænestol der kunne slås ud til seng, og jeg kunne låne sengetøj samt håndklæder, så jeg camperede der. Claus tog fri for at kunne tage unger og støtte mig (nej, mænd har ikke barselsorlov 14 dage efter fødslen som i Danmark - vi er, undskyld mig, r*vforkælede i Danmark). Det ville nu være rart - men han har en flink chef!
Det var rædselfuldt at have ungerne der - jo dejligt at se dem skam, men 1) Eric rendte rundt og pillede ved ALT - hev i snore, trykkede og skruede på ting. Ikke så smart.. Jeg havde jo en alarmknap til at få fat i sygeplejersken med:-S. 2) Silke snakkede meget højt og råbte og lyttede ikke til os - vækkede Lucia ved lejlighed og forstyrrede andre børn. Vi tog dem som regel med ud til frokost/aftensmad så de fik lidt tid med mig. Silke begyndte at sove med min natkjole derhjemme fordi hun savnede mig.
Silke i min natkjole
På 5 dagen efter fødsel tog jeg en løbe (lunte) tur, til personalets store bestyrtelse - men det gik fint. Havde jo også løbet til uge 30 og havde en nem fødsel. Jeg havde min kindle og min laptop med, hvilket altså reddede mit ophold. Så jeg kunne snakke lidt med folk og være online. Her i USA laver man også diverse test- for fx stofskiftesygdomme (vi har ikke fået svar endnu) og høreprøve (bestod). Når barnet er født før uge 36 laves der derudover en car-seat test - barnet sættes fast i bilsædet med monitorering og skal sidde der en time uden at ilt/puls dropper. Det gik fint - Lucia sov helt roligt gennem det hele.
Jeg forstod aldrig at de sagde jeg lavede en masse mælk - jeg troede Lucia spiste det hele. Men da vi skulle hjem kom de med den frosne mælk for et par dage.
Lucia blev udskrevet onsdag, da hun var 7 dage, og vi kunne endelig få vores lille pige med hjem..
Pga hvad de kalder 'immature breathing pattern' skal vi give Lucia koffein i mælk hver dag, til hun er minimum 40 uger gammel eller længere. Det gøres ikke med børn i den alder i dk. For at føle os lidt trygge har vi købt en angel care monitor over amazon, som detekterer hvis hendes vejtrækning pauser/stopper.
PS - min bedste veninde her er dansk neonatal sygeplejerske, derfor kan jeg lidt bedre sammenligne. Hun var forbi og var i totalt chok over at alle babyerne var hooket op på disse monitorer, og at Lucia lå i kuvøse for at få lys.
Pps. Mht navnet - vi havde fået at vide at i USA skal man vælge navn før man forlader hospitalet. Det passer så ikke - man har masser af tid til at vælge. Men det er en god idé at gøre det på hospitalet, for det er der man udfylder alle de papirer man skal bruge til fødselsattest og social security number. Claus havde en liste, jeg havde en liste (og vi havde jo snakket lidt på forhånd) og vi syntes hun lignede en Lucia. Det syntes Silke ikke. Hun ville have Rosa, Lise, Lisa eller Silke Rose. Vi endte så med kompromiset Lucia Rose. Lidt meget med to navne, men så kan hun da altid selv vælge.. Og de passer ok sammen.
NICU (neonatal intensive care unit)
I've used google translate and corrected the worst errors, I hope. Sorry about the quality but am quite tired by now..
The first few days Lucia had an IV with sugar, antibiotics and fluids. She was too exhausted to eat breast milk and sucking reflex is not fully developed yet (happens between week 35 and 37 they say). Friday she started to eat more from me - but the milk hadn't come in yet and she got what I pumped out, a little colostrum milk in a bottle. Sunday I said to a pediatrician that I was worried that the milk hadn't come yet it usually takes about 3 days - and was told that sometimes it's different and you won't feel it with baby number 3, 4 etc, and especially because I nursing Eric long-term, I should not expect to feel it. But I could see it was colostrum I was pumping out.. Monday I woke up and could compete with Dolly Parton, so the theory wasn't correct - at least not for me..
Friday the doctors thought that she had had an apnea episode based on what the monitors said. Once they've had such an episode, they will keep them for 5-7 days. I cried (would of course like to go home) and became quite angry at an arrogant, movie star like older doctor who patronized me (I'm pretty allergic to people who does that) you probably know the type..dignified; steel gray hair; 'I've worked here for 25 years yadayada .. attitude. Sigh. All the other doctors were sweet enough. The nurses were generally very sweet and accommodating, with the usual exception, an old bitter lady. Overall I would say they were significantly more customer service oriented and nicer than they would have been in Denmark.
They put some antibiotic glop on her eyes - I know they used stuff like that when I was born in Denmark, but they don't anymore - and I have no idea w hat it is for..
We got alot of comments about her nice round head 'she doesn't look like a vaginal birth' - I don't know why, but perpaps it's because they come so fast? Silke had a nice round head shape too.
Saturday night Lucia's bilirubin had risen so she had to go in a light box (they tolerate lower number of bilirubin in prematurely born, and these also have an increased risk of jaundice). It was pretty hard because she only came out to eat - I could not sit with her, for example. Silke and Eric also both had jaundice, but at a level where it didn't require treatment. They weren't exactly preemies either.. Silke was born 38 +0, 3140 g (6,14 OZ) and 48 cm (18,9 inches), Eric was born 36 +5, 3190 ( 7 oz) and 51 cm (20 inches)- he was so full term that we came home within 24 hours even though he came before week 37. Lucia born 35 +1 2,935 gr (6,7 oz) and 49 cm (19 3 inches). There is some evidence I give birth earlier and earlier - at least the kids have a good weight and length.
They explained to us quite well that Lucia is what they call 'late premature baby' (born between week 34 +0 and 36 +0), or as they also call them 'impostors'. They look like babies born at term, and they behave in general like that - but they can have some breathing problems as a center in the brain only finished by week 36 Also they often have low blood sugar and problems with eating because suckling reflex is not fully mature / developed. There are often jaundice (jaundice is also common for term-babies) but a full term child tolerates jaundice better. They will sleep more, and may for the same reason be hard to get to suckle enough, than children closer to their due dates. I have since talked to many who have given birth week 34 to 36 and common to almost all was that it had ended with a shorter or longer hospitalization in the NICU because many of the same problems Lucia had.
Silke with my nightgown
With little sister
I never understood that they told me I made a lot of milk. But then, at leaving, they brought a few days supply..
... and that was just the frozen milk.. I had a bag with around 8 bottles in their freezer, too. Lucia was discharged Wednesday, when she was 1 week old, and we could finally take our little daugther home..
PS - my best friend here is Danish NICU nurse, so the comparisons aren't that off. She came to visit and was in total shock that all the babies were hooked up on these monitors, and that Lucia was in an incubator for light.
The first few days Lucia had an IV with sugar, antibiotics and fluids. She was too exhausted to eat breast milk and sucking reflex is not fully developed yet (happens between week 35 and 37 they say). Friday she started to eat more from me - but the milk hadn't come in yet and she got what I pumped out, a little colostrum milk in a bottle. Sunday I said to a pediatrician that I was worried that the milk hadn't come yet it usually takes about 3 days - and was told that sometimes it's different and you won't feel it with baby number 3, 4 etc, and especially because I nursing Eric long-term, I should not expect to feel it. But I could see it was colostrum I was pumping out.. Monday I woke up and could compete with Dolly Parton, so the theory wasn't correct - at least not for me..
Friday the doctors thought that she had had an apnea episode based on what the monitors said. Once they've had such an episode, they will keep them for 5-7 days. I cried (would of course like to go home) and became quite angry at an arrogant, movie star like older doctor who patronized me (I'm pretty allergic to people who does that) you probably know the type..dignified; steel gray hair; 'I've worked here for 25 years yadayada .. attitude. Sigh. All the other doctors were sweet enough. The nurses were generally very sweet and accommodating, with the usual exception, an old bitter lady. Overall I would say they were significantly more customer service oriented and nicer than they would have been in Denmark.
They put some antibiotic glop on her eyes - I know they used stuff like that when I was born in Denmark, but they don't anymore - and I have no idea w hat it is for..
We got alot of comments about her nice round head 'she doesn't look like a vaginal birth' - I don't know why, but perpaps it's because they come so fast? Silke had a nice round head shape too.
Saturday night Lucia's bilirubin had risen so she had to go in a light box (they tolerate lower number of bilirubin in prematurely born, and these also have an increased risk of jaundice). It was pretty hard because she only came out to eat - I could not sit with her, for example. Silke and Eric also both had jaundice, but at a level where it didn't require treatment. They weren't exactly preemies either.. Silke was born 38 +0, 3140 g (6,14 OZ) and 48 cm (18,9 inches), Eric was born 36 +5, 3190 ( 7 oz) and 51 cm (20 inches)- he was so full term that we came home within 24 hours even though he came before week 37. Lucia born 35 +1 2,935 gr (6,7 oz) and 49 cm (19 3 inches). There is some evidence I give birth earlier and earlier - at least the kids have a good weight and length.
They explained to us quite well that Lucia is what they call 'late premature baby' (born between week 34 +0 and 36 +0), or as they also call them 'impostors'. They look like babies born at term, and they behave in general like that - but they can have some breathing problems as a center in the brain only finished by week 36 Also they often have low blood sugar and problems with eating because suckling reflex is not fully mature / developed. There are often jaundice (jaundice is also common for term-babies) but a full term child tolerates jaundice better. They will sleep more, and may for the same reason be hard to get to suckle enough, than children closer to their due dates. I have since talked to many who have given birth week 34 to 36 and common to almost all was that it had ended with a shorter or longer hospitalization in the NICU because many of the same problems Lucia had.
But they were very sweet at the NICU - they thought it was exciting that we were from Europe, and I cycled everywhere when pregnant with the others, and that we only have one car and didn't have one in Europe.
I changed Lucias' diapers - and each time she had to be changed / fed had to have her temperature taken with a thermometer under her shoulder (and we all know how reliable they are - as in 'not reliable'). They also took too many blood tests compared to what you would do in Denmark. Blood sugar every 3 hours (even after it had been stable for a long time, it was stable pretty quickly) and billirubin 2 times a day to start with. They also took electrolytes for fluid .. We thought it was too much and a sensible doctor (per my suggestion) cut it down to one sample of blood a day.
Instead of one small apnea alarm attached to the child and can be worn wile you carry the child(as is done in Denmark) was Lucia set to: 1 oxygen meter. 1 heart rate meter and 1 heart rate monitor (same same, isn't it?) And a breath meter. Regularly she pulled at one of the things of or the signal disappeared - especially when I had her up to nurse we saw often that something fell off. Then a nurse rushed in and disrupted the breastfeeding - I was pretty tired of it ...
Gazillion of wires:
Monday evening she could come out of the light box.
I breastfed and supplemented with what was milked out. I milked a lot out, they said (I have no frame of reference so a little hard for me to say anything about it). There was always sounds signalling emergencies, call for a doctor, or children screaming - so I slept poorly. I could get free food tickets to their canteen - the salad bar was good, and the coffee, everything else so-so. 10 minutes walk away was a supermarket, so I filled up a bit with some fruit, vegetables and bagels.There were also restaurants on the other side of the junction - here we took the kids regularly.
Gazillion of wires:
Monday evening she could come out of the light box.
I breastfed and supplemented with what was milked out. I milked a lot out, they said (I have no frame of reference so a little hard for me to say anything about it). There was always sounds signalling emergencies, call for a doctor, or children screaming - so I slept poorly. I could get free food tickets to their canteen - the salad bar was good, and the coffee, everything else so-so. 10 minutes walk away was a supermarket, so I filled up a bit with some fruit, vegetables and bagels.There were also restaurants on the other side of the junction - here we took the kids regularly.
Claus and the kids came to visit once a day while I stayed at Lucia's room - there was a chair that could be made into a bed, and I could borrow linens and towels, so I camped there. Claus took time off to take the kids and support me (no, men do not have paternerty leave 14 days after birth in Denmark - we are, excuse me, spoiled in Denmark). It was horrible to have the kids there - indeed wonderful to see them, but 1) Eric ran around and fiddled with everything pulled the strings, touched everything etc. Not so smart .. 2) Silke talked very loudly and cried and did not listen to us - woke Lucia and disturbed the other children. We took them usually with out to lunch / dinner so they got a little time with me. Silke began sleeping with my nightgown at home because she missed me.
Silke with my nightgown
At 5 days after birth, I took a run (jog) trip and it went fine. Had been jogging untill week 30 and had an easy delivery I had my kindle and my labtop with me which saved me during the hospital stay. So I could talk a little with people and be online. Here in the U.S. there are also different tesst, for example, metabolic diseases (we have not received a reply yet) and hearing test (passed). When the baby is born before week 36 there will be a car seat test, too - the child is strapped in the car seat with monitoring and have to sit there for an hour without oxygen / pulse dropping. It went fine - Lucia slept quite calmly through it all.
Because of what they call 'immature breathing pattern' we should give Lucia caffeine in milk every day until she is at least 40 weeks old or longer. This is done not with kids of that age in Denmark. To feel a little confident we bought a angelcare monitor at Amazon, which detects if her breathing pauses / stops.
I never understood that they told me I made a lot of milk. But then, at leaving, they brought a few days supply..
PS - my best friend here is Danish NICU nurse, so the comparisons aren't that off. She came to visit and was in total shock that all the babies were hooked up on these monitors, and that Lucia was in an incubator for light.
Pps. with rspect to the name - we had been told that int the United States one must choose a name before leaving the hospital. That's not correct - you have plenty of time to choose. But it's a good idea to do it at the hospital, because that is where you fill in all the papers you need for birth certificate and social security number. Claus had a list, I had a list (and we've talked a little in advance) and we thought she looked like a Lucia. Silke didn't agree. She wanted Rosa, Lisa, Lisa or Silke Rose. We then ended with the compromise Lucia Rose. A bit much with two names, but then she can always choose .. And they fit well together.
Chia-pets
Min gode veninde J lavede en mødre gruppe aktivitet den 23 (hvor mine veer så småt var begyndt..) Basalt set stoppede vi jord iblandet græsfrø i nylonstrømper, bandt dem til og pyntede dem. Her er de alle:
Her er Silkes (en kat)
Og Erics (øh)
Det er så meningen at man vander dem, og de gror.. Silkes er blevet væk og vi er først begyndt at vande Erics, fordi vi jo pludseligt endte med en indlæggelse.. Men ungerne synes det var sjovt at lave!!
Erics fødselsdag
Dagen inden Erics fødselsdag havde vi gæster. Der blev serveret grillmad med kartofler og salat samt gnavegrønt. Derefter en enorm hjemmelavet lagkage, hvor Eric selv havde bestemt glasuren (ja, det er m&m's og små skumfiduser).. Alle børnene åd 2 store stykker:-S... Til de voksne var der en low-carb cheesecake som også blev god.
Ungerne legede utroligt meget med vand og hoppede lystigt på trampolinen. Til sidst fik pigerne lidt ansigstsmaling på - Eric fik tilbuddet men ved første penselstrøg i ansigtet hylede han 'no'.. han fik en stjerne og en mariehøne på armen, som han fik tværet ud i løbet af 2 minutter... så Claus nåede kun at snuppe et billede af Silke..
På selve hans fødselsdag stod han op til en masse gaver - det var hverdag, så vi lavede ikke pandekager (og de fik jo ligesom også en enorm mængde kage dagen før) men de fik lidt rosiner mv til morgenmaden og gaverne blev flået op på nul-komma-fem..
Ved det nye værksted
Ved sit nye løbehjul (han har i længere tid forsøgt at hugge Silkes så nu fik han sit eget..)
Vi blev enige om at give ham en halv dag i børnehaven så han kunne blive fejret - så vi lavede et frugt-monster (det har jo været over hele facebook de sidste par måneder, så vi måtte jo prøve) og tog med.
Amerikanerne havde ikke set det før og spurgte 'er det kun frugt?'
Claus udskar en flot frugt-gremlin!!
Vi overvejede at tage dem til Seaworld, da Eric elsker det, men det er jo desværre sommerferie, og derfor er de fleste turiststeder overfyldte. Vi talte om Safariparken (vi er jo medlemmer) hvor der er et lille vandland - men det er jo også en længere tur.. Jeg endte med at tage ungerne i en park og så tog vi hjem. Der var masser af rester fra dagen før og Eric er jo næsten altædende. De fik den rest kage der var tilbage til deling.
Han havde en god dag... og nu er han en stor dreng på 3 år:-)
Vi blev enige om at give ham en halv dag i børnehaven så han kunne blive fejret - så vi lavede et frugt-monster (det har jo været over hele facebook de sidste par måneder, så vi måtte jo prøve) og tog med.
Vi overvejede at tage dem til Seaworld, da Eric elsker det, men det er jo desværre sommerferie, og derfor er de fleste turiststeder overfyldte. Vi talte om Safariparken (vi er jo medlemmer) hvor der er et lille vandland - men det er jo også en længere tur.. Jeg endte med at tage ungerne i en park og så tog vi hjem. Der var masser af rester fra dagen før og Eric er jo næsten altædende. De fik den rest kage der var tilbage til deling.
Han havde en god dag... og nu er han en stor dreng på 3 år:-)
Abonner på:
Opslag (Atom)