søndag den 16. juni 2013

Æggejagter


Kort tid efter Silkes fødselsdag var det påske. Her i USA er påske lig med påskeæggejagter. Der er ingen helligdage i forbindelse med påsken og ikke så mange andre arrangementer end lige æggejagt og æggekurve. Ungerne fik en kurv hver fra dollar tree (butik hvor alt koster en dollar) og så var vi til påskeæggejagt med min internationale mødregruppe, og vi lavede også én til dem weekenden forinden i vores egen have. Vores blev fyldt med hønseringe, små perler, tatoveringer og små kyllinger - og nogle enkelte små rosinpakker.
Jeg kan ikke lige finde billederne fra æggejagten med min internationale mødregruppe, men ser om jeg kan finde dem og poste billeder..


Silkes fødselsdag

På selve dagen fik hun pandekager til morgenmad, med masser af gaver, dug med flag mv. Eric var meget glad for at hjælpe hende med at pakke gaverne op.. Se Sisi! Se - og flår glad Silkes gave op:-S men hun tog det nu pænt..




Derefter tog vi i Seaworld og prøvede en masse ting. Silke er nu blevet stor nok til 'Water rapids' som er nogle enorme bildæk med ryg, hvor man bliver spændt fast - og så går turen hen ad vandhvirvler, vandsprøjt, og under et vandfald. Jeg blev meget våd. Silke synes det var sjovt - ja, jeg dækkede hende jo! Jeg sværger, jeg fik et vandfald ned ad ryggen... Eric var for lille og var sur over ikke at komme med.

Til aftensmad havde hun bestilt pølser, rejer og grøntsager...

Dagen efter holdt vi børnefødselsdag. Vi valgte at holde det i haven - det er ikke særlig normalt i SD - mange mennesker lejer en indendørs legeplads, bruger en svømmehal, bruger fælleslokaler, eller holder det bare i en pavillon i en park med legepladser, hvor man så også ofte lejer underholdning til, fx hoppeborge. Men min graviditetshjerne kunne ikke liiige overskue at slæbe en masse mad ud til en eller anden legeplads...

Der blev lavet lagkage:


 Købt en prinsesse pinata (jeg fyldte den med små rosinpakker og frugtstænger)
 Pyntet med danske flag, og kunst lagt frem - dronningekroner og glimmer..
 Maden - pandekager, grøntsager, frugtspid, pølsehorn, lagkage, og så bestilte vi New York pizza, som har tynd bund og ikke er overhældt med underlødig ost (Chicago pizza - vi kender det vist som Deep pan pizza..)

Der kom 3 små danske veninder, og 4 små piger fra hendes pre-school (vi havde inviteret pigerne fra pre-schoolen da Silke havde en periode hvor hun ikke kunne lide drenge) så med Eric havde vi 9 børn. Her i USA er det dog normalt at forældrene deltager i den alder - så der var 3 amerikanske forældre med, samt min veninde J som hjalp lidt til (hendes tvillinger var jo også med) og bl.a. havde lavet de lækre pølsehorn, og så to der kommer her jævnligt for at lege med Silke, og derfor ikke havde taget forældre med.. Dem kender vi jo, pigerne!

Her er lidt billeder fra festlighederne (tak til J - jeg drønede selv rundt og fik ikke taget billeder da først det hele var i gang..)

Der pustes lys ud

Der skæres lagkage

Der hives i snorene i pinataen (det var en af dem med snoretræk, ikke en af dem man slår på)

Der hoppes
 Der flås gaver op
 Under bevågenhed fra både voksne og børn..


Hun fik en masse fe-ting (hun elsker klokkeblomst) prinsesseting, barbieting, nogle spil etc. Det var gode gaver og hun var glad...

Efter gæsterne var gået, gik der ikke lang tid før fødselsdagsbarnet så sådan her ud:
 ..og hendes lillebror så sådan her ud...

De blev lagt i seng, og vi andre gik også tidligt i seng den dag...

lørdag den 15. juni 2013

Penasquitos canyon


Vi bor ca 45 minutters gang ned ad en stejl bakke til Penasquitos canyon, som er et naturreservat. Én af dagene i marts før det blev for varmt, tog min veninde J, hendes unger og vi af sted.

Det var en pæn gåtur, og da vi kom til en lille bro med nogle sten gjorde vi holdt, så ungerne kunne lege ved vandet og med stenene. Stort hit!







Eric var fascineret af at fange tang.. På et tidspunkt kom et par heste vadende forbi over vadestedet, så blev ungerne henholdsvis skræmte og fascinerede. Vi havde taget lidt frokost med, og så tog vi hjem.. Igen en længere gåtur. Vi gjorde ophold på en lille legeplads på vejen, så børnene kunne brænde endnu mere krudt af...

Svineører

Gravide har mystiske cravings, og jeg krævede flæskesvær på et tidspunkt (noget jeg ellers aldrig spiser). Her kan man kun få de tørre, puffede nogen- og det var fedtkanten jeg længtes efter. Claus fandt noget der lignede i et kinesisk supermarked. Vi spiste nogen, synes dog formen var lidt sjov - så kiggede vi nærmere på posen..


 
Så kiggede vi på posen.. svineører. De smager nu som flæskesvær, men vi havde det altså lidt underligt med at spise dem efter det. Heldigvis elsker Eric dem...
 
 

..At køre med stil i Walmart...

Enorme indkøbsvogne i Walmart med plads til 3 børn! De er svære at manøvre, men smart er det da hvis man har mere end eet lille barn med ude at købe ind.. Mon Føtex kunne lære noget?

Vi venter os...

Ja, i december fandt vi ud af at vi ventede nr. 3. Det var planlagt, men gik noget hurtigere end forventet. Jeg havde også håbet på at få et job først. Jeg lavede en aftale med min læge, men blev så informeret om at når det var graviditet, skulle jeg havde assignet en OB/GYN (gynækolog). Øh godt så. Vi blev sendt til San Marcos (pæn køretur, øv) for en skanning og blodprøve da jeg var 9+..

Her i USA anbefaler de en moderkageprøve eller fostervandsprøve når man er 35 eller over. Vi var enige om at det gjorde vi kun, såfremt skanning/blodprøve viste høj risiko.

Man bliver skannet meget mere her, så vi var til skanning allerede i uge 9, og samtale. Jeg skulle også undersøges for tuberkulose og cystisk fibrose (det gør man bare her).. og nogle andre ting jeg ikke kan huske hvad var, infektioner mv.. Jo, om jeg havde haft røde hunde mv. Tuberkulosetesten foregår ved at de sprøjter noget ind i underhuden på een, og hvis man 48 timer efter ikke har en reaktion (rødme, hævelse) har man ikke tuberkulose. Så nu ved jeg da at jeg ikke har tuberkulose... Men hvorfor de ikke tjekkede Claus, fatter jeg ikke. Det er vel lige skidt om moren eller faren har tuberkulose?
Jeg fik en god OB/GYN  (Fødselslæge) som jeg kommer fast til ca. hver måned. Det er rart ikke bare at blive smidt fra person til person, som jeg har oplevet det i Danmark.
Claus kunne heldigvis komme med til alle skanninger. Det er ikke fedt at sidde der alene, hvis der nu er noget galt. Heldigvis viste NF gode tal så de mente slet ikke at der var grund til moderkagebiopsi eller lignende.
Hende der foretog MD-skanningen i uge 21 var utroligt dygtig og viste os det hele og talte os igennem det. Skærmen blev kørt op til mit ansigt - hun viste os hjerte (her ser de blot om der er 4 hjertekamre - intet m flow mv) hjerne rygmarv, så at der var 5 fingre på hver hånd (flere eller færre kan åbenbart tyde på kromosomfejl) at barnet kunne åbne/lukke hånden, osv. Virkeligt professionel og dygtig - nok en af de bedste skanninger vi har haft. Til sidst zoomede hun ind på kønnet - vi ville jo gerne vide det. Min fornemmelse havde hele tidens sagt at det er var en pige. Og ganske rigtigt, der var ikke megen tvivl om at det var en lillesøster.. Silke blev jublende glad, da vi fortalte det - hun har flere gange sagt 'jamen hvis det bliver en lillebror, så prøver I bare igen, mor..'. Eh. Måske ikke...

I skrivende stund er jeg næsten 30 uger henne, og det er ved at være hårdt, ikke mindst pga varmen, og lillesøster sparker så meget om natten, at jeg ikke får nok søvn.. Det er også derfor der har været lidt stilhed på bloggen. I starten var jeg syg og træt, og så tog jeg 3 fag for at nå det meste af mit accounting certificate inden jeg føder... Så vi har haft bare en lille bitte smule travlt..