Turen hjem

.. var København-Helsinki-New York-San Diego. De første to fly gik relativt nemt, og vi havde meget kortere ventetid i Helsinki denne gang. Men men men.. I NY havde vi knap 1½ time til at skifte - og vi skulle nå at samle vores bagage op og tjekke ind, med to små børn. Det gik faktisk relativt nemt. Vi fik nogle orange 'pas' vi kunne vifte med, så vi kom foran i alle køer, pga denne korte transitionstid. Flyet var så lige et kvarter forsinket, så vi kunne nå at købe et par sandwich, nogle youghurt til ungerne, og lidt vand (maden er dyr og dårlig på amerikanske indenrigsfly). Først dér fik vi kigget på vores boarding-pas (som vi først havde fået i NY). De havde sat os på hhv. række 12, 26 og 35.. (Eric rejste jo som baby). God idé, ikke? Lade en 4-årig der ikke kan snakke flydende engelsk endnu sidde alene, efter en længere tur på 15 timer.. Vi var oppe og sige øh, hvad..? Damen hos American Airlines sagde nok så sødt: Jamen, så må I jo høre om der er nogen der vil bytte. Dér så jeg altså rødt...

En flink steward sørgede for at fremskaffe to pladser ved siden af hinanden, så i det minste een af os kunne sidde ved siden af Silke. En flink amerikansk herre havde ikke noget mod at flytte plads, så vi alle 3 kunne sidde sammen. Silke sov som en sten hele turen igennem, men Eric var overtræt og hysterisk.. suk..

Vi havde jetlag i næsten 2 uger derefter. Eric kastede igen op af jetlag...

Ps lad mig pointere, at American Airlines og Continental er de to dårligste flyselskaber jeg har rejst med. Undgå dem, hvis det kan lade sig gøre.. mage til ringe service skal man lede længe efter!!