lørdag den 9. juni 2012

En syg omgang... Igen!

Torsdag var jeg ude til en MNO 'Moms Night Out' hos een fra min internationale mødregruppe. Vi fik hygget og udvekslet busy bags. Jeg skulle være hjemme kl 22, da Claus havde en vigtig telefonkonference. Kort efter jeg kom hjem, lød der nogle 'hik, hik, hark, hark' oppe fra ungernes værelse. Jeg drønede derop, og ganske rigtigt, Eric sad og kastede op på sin seng. Suk.
Ind i vores seng med ham, en spand, og en bunke tæpper..(på sengen -bitter erfaring..). Her lå han så fra kl lidt over 10 og kastedede op. Mange gange. Jeg var nede med tæpper til vaskemaskinen en enkelt gang. Jeg sad der kun iført natbukser med en lille Eric, helt udmattet - som sad på mig, kun iført ble, ... Han kastede op på mig. Han kastede op på tæpperne i sengen. Han kastede op i spanden, når jeg nåede at dreje ham. Han kastede op i sit hår, på sin fod, på sin hånd, i sit øre (don't ask me how..). Han missede gudskelov gulvtæppet  (jeg tror jeg har nævnt at en meget, meget irriterende ting ved amerikanske hjem er alle de s**** gulvtæpper, de insisterer på, ikke? Allergifremkaldende og sværere at gøre rent...)

Han klynkede, og hver gang han kastede op, klynkede han desperat 'moar!!' inden. Han var helt sløv - min lille varan...Han blev ammet (ja. Eric er snart to, og han bliver stadig ammet. Jeg gider ikke høre for det  - det er hygge, og tryghed, for ham..) . Men alt kom op...(denne gang prøvede han ikke at spise sit eget opkast - han forlangte heller ikke mad imellem opkastningerne..stakkels kræ)

Imens sad Claus og havde telefonkonference. Og snakkede. Højt. Jeg var parat til at kværke manden..

Da konferencen var overstået, kom han op for at hjælpe. Eric klynkede, kastede op, men fra ca kl 1 til 3 løjede det af - han kastede op, men der kom bare lidt spyt/mavesyre..(der var heller ikke mere staklen kunne kaste op). Vi havde ekstra sengetøj på, som løbende røg til vask. Fra kl 3 af sov han roligt, og var helt frisk og glad fredag morgen... Det var så mere end man kunne sige om os...

Silke sov fra det hele i sin seng, så i det mindste kastede Eric ikke op på hende. Sidste gang vi var udsat for noget i samme boldgade var det Silke der havde det først, hvorefter Eric sikrede sig at han også ville få det ved A) at snuppe Silkes tandbørste, som hun lige havde brugt og putte den i munden (med et stort grin, suk) og B) at drikke en masse vand af den drikkeflaske, som Silke umiddelbart inden havde kastet op ud over.
I sammenligning har Silke jo næsten været i karantæne i forhold til smitte.

Jeg havde en aftale fredag, og vi havde også en middagsaftale hos venner fredag. Vi valgte at aflyse - dels var Claus og jeg helt kvæstede, dels sagde vores erfaring, at var det omgangssyge, er det jo super smitsomt, og det var et spørgsmål om 1-3 dage før resten blev ramt.. (og vi tror det er omgangssyge. Flere fra begge mine mødregrupper er ramt..)

Det er nu lørdag aften, og ingen har fået det..7-9-13. Det kan nås endnu. Er ingen syge mandag, begynder jeg at tro på at vi slipper....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar