Dette afsnit er det sidste jeg skrev fra Rumænien, og beskriver meget korrekt forholdene for børnehjemsbørn i Rumænien anno 2002. Efter jeg selv er blevet forælder, var de meget, meget hårdt at læse...
Flere af pigerne rejste loerdag morgen og graed ved afskeden, baade den med
boernene og med os andre frivillige. Jeg tog til Budapest soendag og havde
saaledes mulighed for at tilbringe et par ekstra timer hos 'mine' boern
loerdag eftermiddag. Paa nuvaerende tidspunkt lyder de deres navne og
naar jeg eks. siger 'Sorin', kigger han paa mig, griner stort og ruller rundt i
sin tremmeseng.
Vi forstaar og ser mere og mere af det, der foregaar, baade i selve Rumaenien
men ogsaa paa boernehjemmet. Og alligevel staar vi magtesloese og uforstaaende
over for mange ting.
Eksempelvis har mange af boernene taender. Men disse bliver ikke boerstet. Paa
mine boern, som trods alt kun er ca 12 mdr., kan det endnu ikke ses. Men nogle
af de piger der arbejder med lidt aeldre boern beretter om at deres taender
allerede er begyndt at raadne. Det er en lille ting, det ved jeg godt. Det
kunne vaere meget vaerre. De kunne vaere stuvet sammen endnu flere samt kun
blive skiftet 2 gange dagligt - som under Ceausesco. De kunne sulte. Men det er
bare saa tragisk alligevel. Naar vi ikke er der er det tvivlsomt at nogen
holder om dem, kilder dem, tager dem ud i legestuen. Naar der ikke er nogle
frivillige til det bliver de taget ud i 'hold' bliver vi fortalt, og som oftest
ladt alene uden opsyn. Disse boern faar det meste af hvad de har brug for, rent
materielt. Men ingen opmaerksomhed. De bliver ikke stimuleret til at udvikle
sig. Der er ingen der vil have dem. Paa blot 1 1/2 uge knyttede de sig taet til
mig. Og nu, naar jeg er rejst, hvem vil saa synge for dem, kilde dem, foele et
ansvar etc?
Jeg var ogsaa knust over at rejse.
Inden jeg rejste gav jeg dem alle et bad. Der er en gammeldags stor vask i
hvert rum som fungerer som bad. Jeg koebte et stort, bloedt haandklaede(alt de
har er stift og forvasket) og babyolie. Mange af dem var lettere urolige, men
de vaennede sig hurtigt til vandet..Sorin jublede og sparkede. Ecatarina graed.
Alle gav jeg dem en omgang babyolie. Det var faktisk raedselsfuldt at se dem
pakket ind i et stort lyseblaat haandklaede, som helt 'normale' boern man ser
paa fotografier. Hvor ofte oplever de det? Jeg havde 6 boern men ikke arme nok.
Det er ikke det at damerne der arbejder der er ligeglade. De har bare ikke
tiden til det. Naar endeligt de er faerdige med at skifte, made, rydde op,
vaske toej etc. er energien til at tilgodese boernenes andre behov ringe.Naar
de har et ledigt oejeblik sidder de ofte i koekkenet og ryger.
Alligevel vil jeg ikke kategorisere dem som 'daarlige' mennesker, men snarere
som udkoerte kvinder med en utroligt ringe loen og et utroligt vigtigt job, som
de ikke har overskud til. Nemlig at stimulere og opdrage og virkeligt passe
disse boern.
En anden ting, som jeg foroevrigt finder kritisabel, er at boernene flyttes fra
afdeling til afdeling. 6 af 'vores' boern, som var naaet langt i deres
udvikling (kunne gaa/snakek) blev flyttet til afdelingen for lidt aeldre, og et
nyt 'kuld' babyer kom. Helt ned til 2 mdr, med sutterefleksen intakt.
Ergo, boernene bliver i loebet af deres tid paa boernehjemmet flyttet fra
afdeling til afdeling. Selvfoelgelig er det godt at de kommer et sted hen hvor
de har mulighed for at udvilke sig yderligere - men hver gang de 'slaar rod' et
sted, bliver de flyttet. Der er ikke den stoerste kommunikation afdelingerne
imellem. Vi tror at disse boern vil faa problemer med at knytte sig til andre
mennesker senere hen.
Hvor er tiden til at lade dem ligge noegne paa et taeppe? Tage dem med ud at
gaa en tur? Saa laenge de er smaa er den er ikke - de aldre boern bliver taget
ud paa ture. Men der er stadigt ikke voksen opmaerksomhed nok. Vi besogte en af
afdelingerne for lidt aeldre boern, og de har stadig et utroligt behov for
opmaerksomhed. En af drengene klyngede sig til mit ben og da jeg tog ham op var
han lykkelig og ikke til at faa ned igen. Han var 3 aar. Selv de meget aeldre
boern, som vi ogsaa har besoegt(det er et andet boernehjem) har ogsaa brug for
oemhed. Selv drenge op i 17-aars aldren giver os hele tiden knus, haanden, vil
sidde taet etc. De snakker i munden paa hinanden og forsoeger hele tiden at faa
opmaerksomhed. De er en broget flok. Mange virker haarde i filten og uden maal.
Dybest set virker de alle fortabte men alligevel med en appetit paa livet, som
selv en haard opvaekst ikke har faaet bugt med.
Inden vi rejste blev vi kaldt ind paa en af ledernes kontor og bedt om at
fortaelle om vores oplevelser, og om hvad vi mente kunne forbedres. Og vi kunne
kun sige 'flere folk!!!!!'men lige netop det har de ikke raad til. Hvordan skal
de kunne prioritere? Faerre bleer(som de har faa nok af i forvejen..) og mindre
mad og flere folk? Det ville blive anset som for lige saa galt.
Men pengene er der ikke. Rumaenien er et fattigt land, hvilket vi ogsaa kan se
paa de mange tiggere, deriblandt mange boern, der eksisterer rundt omkring i
byens gader. Naar 'vores' boern vokser op, er sandsynligheden for, at mange af
dem bliver misbrugere, hjemloese etc etc. stor. Vi er blevet forklaret at de
oftest ses ned paa fordi de kommer fra et boernehjem. Saa rent faktisk er disse
boern uoenskede i det samfund de er et produkt af.
Vi har snakket om det, os frivillige. Og vi har spurgt..
Hvad kan der goeres ved dette problem? Hvor kan man aendre noget? Nogle af de
svar vi taenkte paa var bla. at uddanne folk bedre..Mere seksualundervisning i
skolerne for at undgaa teenagegraviditeter...Gratis praevention samt
familieplanlaegning. (Ceausesco forboed praevention og abort i samfulde 23 aar -
hvilket var det som foraarsagede alle disse boernehjem. Men mentaliteten har
vist ikke forandret sig saa meget..)
Men hvad kan man saa goere her og nu, for disse boern? Tjah, vi foreslog
weekendfamilier. De findes allerede. De boern der har en 'weekendfamilie'
trives logisk nok bedre end de boern der ikke har det.
Der er ogsaa mangel paa weekendfamilier. De fleste har kun raad/overskud til
deres egne boern, eller, som vi kan se, ikke engang det. Vi mener at den bedste
loesning ville vaere aktivt at hjaelpe disse boern - at elske dem, knytte sig
til dem, foele ansvar og oemhed. Som det er nu, vokser de ikke op til at vaere
fuldbyrdede mennesker - men mennesker med ar i sjaelen. Det kan hverken
samfundet eller de vaere tjent med. Det er en ond cirkel og hvordan bryder man
en saadan?
Jeg er ikke faerdig med at fortaelle. Er pt. i Budapest, enten fortsaetter jeg
i morgen eller ogsaa naar jeg kommer hjem. Jeg er til at faa fat paa fra d.14
aug. om morgenen.
Flere af pigerne rejste loerdag morgen og graed ved afskeden, baade den med
boernene og med os andre frivillige. Jeg tog til Budapest soendag og havde
saaledes mulighed for at tilbringe et par ekstra timer hos 'mine' boern
loerdag eftermiddag. Paa nuvaerende tidspunkt lyder de deres navne og
naar jeg eks. siger 'Sorin', kigger han paa mig, griner stort og ruller rundt i
sin tremmeseng.
Vi forstaar og ser mere og mere af det, der foregaar, baade i selve Rumaenien
men ogsaa paa boernehjemmet. Og alligevel staar vi magtesloese og uforstaaende
over for mange ting.
Eksempelvis har mange af boernene taender. Men disse bliver ikke boerstet. Paa
mine boern, som trods alt kun er ca 12 mdr., kan det endnu ikke ses. Men nogle
af de piger der arbejder med lidt aeldre boern beretter om at deres taender
allerede er begyndt at raadne. Det er en lille ting, det ved jeg godt. Det
kunne vaere meget vaerre. De kunne vaere stuvet sammen endnu flere samt kun
blive skiftet 2 gange dagligt - som under Ceausesco. De kunne sulte. Men det er
bare saa tragisk alligevel. Naar vi ikke er der er det tvivlsomt at nogen
holder om dem, kilder dem, tager dem ud i legestuen. Naar der ikke er nogle
frivillige til det bliver de taget ud i 'hold' bliver vi fortalt, og som oftest
ladt alene uden opsyn. Disse boern faar det meste af hvad de har brug for, rent
materielt. Men ingen opmaerksomhed. De bliver ikke stimuleret til at udvikle
sig. Der er ingen der vil have dem. Paa blot 1 1/2 uge knyttede de sig taet til
mig. Og nu, naar jeg er rejst, hvem vil saa synge for dem, kilde dem, foele et
ansvar etc?
Jeg var ogsaa knust over at rejse.
Inden jeg rejste gav jeg dem alle et bad. Der er en gammeldags stor vask i
hvert rum som fungerer som bad. Jeg koebte et stort, bloedt haandklaede(alt de
har er stift og forvasket) og babyolie. Mange af dem var lettere urolige, men
de vaennede sig hurtigt til vandet..Sorin jublede og sparkede. Ecatarina graed.
Alle gav jeg dem en omgang babyolie. Det var faktisk raedselsfuldt at se dem
pakket ind i et stort lyseblaat haandklaede, som helt 'normale' boern man ser
paa fotografier. Hvor ofte oplever de det? Jeg havde 6 boern men ikke arme nok.
Det er ikke det at damerne der arbejder der er ligeglade. De har bare ikke
tiden til det. Naar endeligt de er faerdige med at skifte, made, rydde op,
vaske toej etc. er energien til at tilgodese boernenes andre behov ringe.Naar
de har et ledigt oejeblik sidder de ofte i koekkenet og ryger.
Alligevel vil jeg ikke kategorisere dem som 'daarlige' mennesker, men snarere
som udkoerte kvinder med en utroligt ringe loen og et utroligt vigtigt job, som
de ikke har overskud til. Nemlig at stimulere og opdrage og virkeligt passe
disse boern.
En anden ting, som jeg foroevrigt finder kritisabel, er at boernene flyttes fra
afdeling til afdeling. 6 af 'vores' boern, som var naaet langt i deres
udvikling (kunne gaa/snakek) blev flyttet til afdelingen for lidt aeldre, og et
nyt 'kuld' babyer kom. Helt ned til 2 mdr, med sutterefleksen intakt.
Ergo, boernene bliver i loebet af deres tid paa boernehjemmet flyttet fra
afdeling til afdeling. Selvfoelgelig er det godt at de kommer et sted hen hvor
de har mulighed for at udvilke sig yderligere - men hver gang de 'slaar rod' et
sted, bliver de flyttet. Der er ikke den stoerste kommunikation afdelingerne
imellem. Vi tror at disse boern vil faa problemer med at knytte sig til andre
mennesker senere hen.
Hvor er tiden til at lade dem ligge noegne paa et taeppe? Tage dem med ud at
gaa en tur? Saa laenge de er smaa er den er ikke - de aldre boern bliver taget
ud paa ture. Men der er stadigt ikke voksen opmaerksomhed nok. Vi besogte en af
afdelingerne for lidt aeldre boern, og de har stadig et utroligt behov for
opmaerksomhed. En af drengene klyngede sig til mit ben og da jeg tog ham op var
han lykkelig og ikke til at faa ned igen. Han var 3 aar. Selv de meget aeldre
boern, som vi ogsaa har besoegt(det er et andet boernehjem) har ogsaa brug for
oemhed. Selv drenge op i 17-aars aldren giver os hele tiden knus, haanden, vil
sidde taet etc. De snakker i munden paa hinanden og forsoeger hele tiden at faa
opmaerksomhed. De er en broget flok. Mange virker haarde i filten og uden maal.
Dybest set virker de alle fortabte men alligevel med en appetit paa livet, som
selv en haard opvaekst ikke har faaet bugt med.
Inden vi rejste blev vi kaldt ind paa en af ledernes kontor og bedt om at
fortaelle om vores oplevelser, og om hvad vi mente kunne forbedres. Og vi kunne
kun sige 'flere folk!!!!!'men lige netop det har de ikke raad til. Hvordan skal
de kunne prioritere? Faerre bleer(som de har faa nok af i forvejen..) og mindre
mad og flere folk? Det ville blive anset som for lige saa galt.
Men pengene er der ikke. Rumaenien er et fattigt land, hvilket vi ogsaa kan se
paa de mange tiggere, deriblandt mange boern, der eksisterer rundt omkring i
byens gader. Naar 'vores' boern vokser op, er sandsynligheden for, at mange af
dem bliver misbrugere, hjemloese etc etc. stor. Vi er blevet forklaret at de
oftest ses ned paa fordi de kommer fra et boernehjem. Saa rent faktisk er disse
boern uoenskede i det samfund de er et produkt af.
Vi har snakket om det, os frivillige. Og vi har spurgt..
Hvad kan der goeres ved dette problem? Hvor kan man aendre noget? Nogle af de
svar vi taenkte paa var bla. at uddanne folk bedre..Mere seksualundervisning i
skolerne for at undgaa teenagegraviditeter...Gratis praevention samt
familieplanlaegning. (Ceausesco forboed praevention og abort i samfulde 23 aar -
hvilket var det som foraarsagede alle disse boernehjem. Men mentaliteten har
vist ikke forandret sig saa meget..)
Men hvad kan man saa goere her og nu, for disse boern? Tjah, vi foreslog
weekendfamilier. De findes allerede. De boern der har en 'weekendfamilie'
trives logisk nok bedre end de boern der ikke har det.
Der er ogsaa mangel paa weekendfamilier. De fleste har kun raad/overskud til
deres egne boern, eller, som vi kan se, ikke engang det. Vi mener at den bedste
loesning ville vaere aktivt at hjaelpe disse boern - at elske dem, knytte sig
til dem, foele ansvar og oemhed. Som det er nu, vokser de ikke op til at vaere
fuldbyrdede mennesker - men mennesker med ar i sjaelen. Det kan hverken
samfundet eller de vaere tjent med. Det er en ond cirkel og hvordan bryder man
en saadan?
Jeg er ikke faerdig med at fortaelle. Er pt. i Budapest, enten fortsaetter jeg
i morgen eller ogsaa naar jeg kommer hjem. Jeg er til at faa fat paa fra d.14
aug. om morgenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar