.. tjah, her er nogle generelle betragtninger om relokation... Der kommer nok sådan et indlæg engang i mellem..
1) Når folk siger 'de tilpasser sig hurtigt' - 'børn lærer sproget hurtigt' så tag det med et par kilo salt. Jo, børn lærer hurtigt. De tilpasser sig også. Men 'hurtigt' kan altså være mere end et halvt år. Der gik lang tid før Silke turde begynde at snakke engelsk. Vi tør ikke snakke engelsk hjemme, da vi så risikerer at Eric ikke lærer dansk.. Hun savner stadig sine veninder i Danmark. Man må også tænke på, at i mange lande (som fx USA) er daginstitutioner superdyre, eller kun for børn fra 3 og op (England, fx) hvilket gør, at man måske slet ikke har barnet i institution (og så lærer de ikke meget) eller kun har dem i inst. 2-3 dage, hvor de så lærer, men med langsommere hastighed, og ikke en fast ugentlig rutine. Vi har synes det var meget hårdt at se Silke så ked af det. Jeg har jo også været ked af det -jeg har ikke haft et job, i starten havde jeg heller ingen venner - nu har jeg så fået en bunke søde danske og internationale veninder. Sjovt nok, ingen amerikanere...Jeg har prøvet, men jeg har opgivet dem..
2) Hvis I ikke kender arbejdsmarkedet så godt, det er svært at komme ind på, eller lignende - den medfølgende ægtefælle må tage en beslutning. Vil han/hun være hjemmegående en periode? Her kommer så problemet - at har man været hjemmegående i et par år, kan det være svært at komme tilbage på det danske arbejdsmarked. Hvilket undrer mig. Det at være hjemmegående er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.. Man kan være tvunget til fx at engagere sig i lidt frivilligt arbejde, tage kurser osv. Det kommer jo også an på hvor man er. Vil ægtefællen gerne arbejde? Prøv at vrid armen om på firmaet, der relokerer Jer, og se om I kan få med i pakken, at de 1)giver ægtefællen et job 2) hjælper ægtefællen med at finde et job.
Havde vi vidst på forhånd hvor anderledes det amerikanske arbejdsmarked er fra det danske, og hvor svært det kan være for en udlænding med dansk erfaring at få job her - ja, så havde vi nok tænkt os om 2 og 3 gange. Og forsøgt at få det med i pakken. Der findes globale firmaer, der hjælper relokerede ægtefæller med at få job.
Noget andet er, er man ikke lige endt i Skandinavien, er arbejdsdagene længere - en amerikansk gennemsnitsarbejdsuge er officielt på 44 timer, men uofficielt er de ofte meget længere - kender danskere der arbejder 9-21. Det kan være svært for den medflg. ægtefælle at få et deltidsjob (de er ikke nemme at få her). Det betyder så, at man i realiteten kan risikere at være 2 forældre, der arbejder 50 timer om ugen. I dette tilfælde skal man have nogen til at hjælpe med børnene. Man ender med nærmest aldrig at se hinanden. Og så kunne man jo lige så godt være blevet i Danmark! Noget andet er, som kvinde er det meget normalt accepteret at man går hjemme en årrække, mens børnene er små. Vi skal ikke længere end til sydeuropa, før dette er normen. At man så vælger at arbejde kan der blive set skævt på - så er man 'ikke en god mor' og 'hvorfor vil man dog det? Er eens børn ikke vigtige?'. Mange amerikanere, jeg snakker med, har glædet sig til at gå hjemme med børn. Andre indrømmer dog at det er hårdt. Som dansker er jeg jo opdraget med at selvfølgeligt skal jeg arbejde - men vi har jo også strukturene på plads - korte arbejdsdage, lange ferier, barns sygedage, egne sygedage (ikke optimalt her i USA; kan jeg godt afsløre - man har omkring 15 sygedage til sig selv, ægtefælle og børn på et år..) og sidst, men ikke mindst, gode, billige daginst.
Noget helt tredje er det manglende hensyn til ægtefællen fra firmaets side. Ofte må ægtefællen opgive en karriere for at være husmor/far i et fremmed land. Kan vedkommende ikke finde sig til rette, eller eventuelt finde et job, vælger mange at tage hjem. En investering spildt.. Jeg synes det er mere end lidt tåbeligt... Hvis vi tager hjem om de to år, er det fordi 1)jeg kan ikke få job 2) jeg ender med at måtte køre et fuldtidsjob på 50 timer, så jeg aldrig ser børn og mand - og så har man kun 2 ugers ferie i USA. Claus har 5, fordi han har været ved Nokia så længe. Så må vi evt se om man kan 'tilkøbe' sig 3 ekstra - for har jeg kun 2 uger, ryger noget af pointen med at være her - at være sammen som familie, og se noget af USA.
Een positiv ting er dog, at man kommer til at være meget sammen som familie, og er meget tætte. Vi har også fået nogle dejlige danske og udenlandske venner.
1) Når folk siger 'de tilpasser sig hurtigt' - 'børn lærer sproget hurtigt' så tag det med et par kilo salt. Jo, børn lærer hurtigt. De tilpasser sig også. Men 'hurtigt' kan altså være mere end et halvt år. Der gik lang tid før Silke turde begynde at snakke engelsk. Vi tør ikke snakke engelsk hjemme, da vi så risikerer at Eric ikke lærer dansk.. Hun savner stadig sine veninder i Danmark. Man må også tænke på, at i mange lande (som fx USA) er daginstitutioner superdyre, eller kun for børn fra 3 og op (England, fx) hvilket gør, at man måske slet ikke har barnet i institution (og så lærer de ikke meget) eller kun har dem i inst. 2-3 dage, hvor de så lærer, men med langsommere hastighed, og ikke en fast ugentlig rutine. Vi har synes det var meget hårdt at se Silke så ked af det. Jeg har jo også været ked af det -jeg har ikke haft et job, i starten havde jeg heller ingen venner - nu har jeg så fået en bunke søde danske og internationale veninder. Sjovt nok, ingen amerikanere...Jeg har prøvet, men jeg har opgivet dem..
2) Hvis I ikke kender arbejdsmarkedet så godt, det er svært at komme ind på, eller lignende - den medfølgende ægtefælle må tage en beslutning. Vil han/hun være hjemmegående en periode? Her kommer så problemet - at har man været hjemmegående i et par år, kan det være svært at komme tilbage på det danske arbejdsmarked. Hvilket undrer mig. Det at være hjemmegående er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.. Man kan være tvunget til fx at engagere sig i lidt frivilligt arbejde, tage kurser osv. Det kommer jo også an på hvor man er. Vil ægtefællen gerne arbejde? Prøv at vrid armen om på firmaet, der relokerer Jer, og se om I kan få med i pakken, at de 1)giver ægtefællen et job 2) hjælper ægtefællen med at finde et job.
Havde vi vidst på forhånd hvor anderledes det amerikanske arbejdsmarked er fra det danske, og hvor svært det kan være for en udlænding med dansk erfaring at få job her - ja, så havde vi nok tænkt os om 2 og 3 gange. Og forsøgt at få det med i pakken. Der findes globale firmaer, der hjælper relokerede ægtefæller med at få job.
Noget andet er, er man ikke lige endt i Skandinavien, er arbejdsdagene længere - en amerikansk gennemsnitsarbejdsuge er officielt på 44 timer, men uofficielt er de ofte meget længere - kender danskere der arbejder 9-21. Det kan være svært for den medflg. ægtefælle at få et deltidsjob (de er ikke nemme at få her). Det betyder så, at man i realiteten kan risikere at være 2 forældre, der arbejder 50 timer om ugen. I dette tilfælde skal man have nogen til at hjælpe med børnene. Man ender med nærmest aldrig at se hinanden. Og så kunne man jo lige så godt være blevet i Danmark! Noget andet er, som kvinde er det meget normalt accepteret at man går hjemme en årrække, mens børnene er små. Vi skal ikke længere end til sydeuropa, før dette er normen. At man så vælger at arbejde kan der blive set skævt på - så er man 'ikke en god mor' og 'hvorfor vil man dog det? Er eens børn ikke vigtige?'. Mange amerikanere, jeg snakker med, har glædet sig til at gå hjemme med børn. Andre indrømmer dog at det er hårdt. Som dansker er jeg jo opdraget med at selvfølgeligt skal jeg arbejde - men vi har jo også strukturene på plads - korte arbejdsdage, lange ferier, barns sygedage, egne sygedage (ikke optimalt her i USA; kan jeg godt afsløre - man har omkring 15 sygedage til sig selv, ægtefælle og børn på et år..) og sidst, men ikke mindst, gode, billige daginst.
Noget helt tredje er det manglende hensyn til ægtefællen fra firmaets side. Ofte må ægtefællen opgive en karriere for at være husmor/far i et fremmed land. Kan vedkommende ikke finde sig til rette, eller eventuelt finde et job, vælger mange at tage hjem. En investering spildt.. Jeg synes det er mere end lidt tåbeligt... Hvis vi tager hjem om de to år, er det fordi 1)jeg kan ikke få job 2) jeg ender med at måtte køre et fuldtidsjob på 50 timer, så jeg aldrig ser børn og mand - og så har man kun 2 ugers ferie i USA. Claus har 5, fordi han har været ved Nokia så længe. Så må vi evt se om man kan 'tilkøbe' sig 3 ekstra - for har jeg kun 2 uger, ryger noget af pointen med at være her - at være sammen som familie, og se noget af USA.
Een positiv ting er dog, at man kommer til at være meget sammen som familie, og er meget tætte. Vi har også fået nogle dejlige danske og udenlandske venner.
