Turen hjem

.. var København-Helsinki-New York-San Diego. De første to fly gik relativt nemt, og vi havde meget kortere ventetid i Helsinki denne gang. Men men men.. I NY havde vi knap 1½ time til at skifte - og vi skulle nå at samle vores bagage op og tjekke ind, med to små børn. Det gik faktisk relativt nemt. Vi fik nogle orange 'pas' vi kunne vifte med, så vi kom foran i alle køer, pga denne korte transitionstid. Flyet var så lige et kvarter forsinket, så vi kunne nå at købe et par sandwich, nogle youghurt til ungerne, og lidt vand (maden er dyr og dårlig på amerikanske indenrigsfly). Først dér fik vi kigget på vores boarding-pas (som vi først havde fået i NY). De havde sat os på hhv. række 12, 26 og 35.. (Eric rejste jo som baby). God idé, ikke? Lade en 4-årig der ikke kan snakke flydende engelsk endnu sidde alene, efter en længere tur på 15 timer.. Vi var oppe og sige øh, hvad..? Damen hos American Airlines sagde nok så sødt: Jamen, så må I jo høre om der er nogen der vil bytte. Dér så jeg altså rødt...

En flink steward sørgede for at fremskaffe to pladser ved siden af hinanden, så i det minste een af os kunne sidde ved siden af Silke. En flink amerikansk herre havde ikke noget mod at flytte plads, så vi alle 3 kunne sidde sammen. Silke sov som en sten hele turen igennem, men Eric var overtræt og hysterisk.. suk..

Vi havde jetlag i næsten 2 uger derefter. Eric kastede igen op af jetlag...

Ps lad mig pointere, at American Airlines og Continental er de to dårligste flyselskaber jeg har rejst med. Undgå dem, hvis det kan lade sig gøre.. mage til ringe service skal man lede længe efter!!

Turen ud

Hmm. Tjah, turen tilbage til Danmark? Vi havde en tur der hed San Diego -New York-Helsinki-København. Man kan få San diego -Heathrow- København men disse biletter var lige 10.000 dyrere end dem vi købte. Eric er lige blevet for et par dage siden 2, så vi nåede lige en tur hjem t/r med ham som 'baby' og sparede således ca 6000. Det er billigere udenfor sommerperioden, men her spillede Claus og familiens ferie også ind...Der går nok 1½ til 2 år før vi tager tilbage til dk. Det er dyrt når man er mange, men det er også en meget, meget lang tur for små børn!!

Børnene tog den første tur pænt. Vi skulle dog vente 5 timer i Helsinki, der gudskelov har en lille lukket legeplads. Her lå vi og sov lidt..

 (øhm, det er så mig og ungerne - på legepladsen i Helsinki lufthavn..)

Det blev så 6 timer med forsinkelse. Da vi kom til Danmark, viste det sig at Finnair havde kvast vores paraplyklapvogn to steder. Claus måtte også vente 20 min i Kastrup for at brokke sig. Helt ærligt. Efter 24 timer med børn i fly og lufthavne.  Suk. Ellers gik alt glat.

Eric fik slemt jetlag og kastede op på 2. dagen. Hans mad-vaner var skudt ud af kurs, og han SLUGTE et morgenmåltid, som kom op igen. Stakkels unge....Vi andre var nogenlunde ok efter et par dage. Den første nat stod Eric op kl 3. Claus tog ham til kl 6, derefter byttede vi, og jeg tog ham til kl 9.. Derefter var det ikke helt så slemt...

Myggenet

Ja, vi har undret os over at alle døre, vinduer mv har haft både myggenet og glas. Efter jeg havde stået ude om aftenen lige efter mørkets frembrud (som her i SD er ca kl 20, om sommeren) for at gøre et af mine og Silkes kunstværker færdige, forstod jeg. Kom ind med 6 myggestik efter knap 10 minutter.. Dvs, det er ca eet myggestik pr 1½ minut.. Gys. Her er endda meget tørt pt, har ikke regnet i 6 uger -vildt - så hvor kommer de myg fra??

Kickball, 'soccer', og baseball (USA 7, 2003)

Hej igen...


Beklager at der pt er langt mellem mine mails, men vi har haft saa travlt, og
der er sket saa meget! Hvad jeg glemte at berette om i forrige mail er, at den
foerste loerdag vi var her, var vi inviteret til middag hos et aeldre lokalt
aegtepar. Foer selve middagen spillede vi kroket (et meget populaert festspil
her)og derefter fik vi aegte amerikans grill - fedtede boeffer serveret med
hvidt burgerbroed (adr - jeg ved godt at jeg lyder kraesen, men maden er
virkeligt ekstremt fed, soed og usund her - konen er ogsaa paa stoerrelse med
en mindre kampvogn. Tro mig, overvaegt har helt andre dimensioner her i USA - i
bogstaveligste forstand)Heldigvis var der salat, drueagurker og boenner. Til
dessert var der frugtsalat og en meget tung chokoladekage, som jeg ikke engang
kunne faa mig selv til at smage paa. Men de var soede og interessante at snakke
med, saa vi hyggede os.

Soendag morgen blev vi inviteret til morgenmad hos Kathy (lederen af lejren)og
hendes mand, David. De bor i et smukt hus paa paele, som de selv har bygget.
Kathy er vistnok i fyrrene og har en del skaegvaekst og gaar altid i samme
slags shorts og t-shirt(der er dog ingen tvivl om at hun ikke er mand) men hun
er velformuleret, meget aktiv i lokalsamfundet - hun goer meget godt for disse
boern og jeg synes egentlig meget godt om hende. Det var en aegte Vermont
morgenmad, med vafler, friske jordbaer, ahornsirup som Vermont producerer (de
kommer det i alt her - desserter, guleroedder, boenner)youghurt, kaffe mm.


Senere soendag skulle vi - ud over det obligatoriske moede hvor vi skulle
komme hinanden ved(saa amerikansk, ret falskt - kom til nogen hvis du har
problemer, saadan haandterer du dit og dat - naar man staar i den faktiske
situation, hjaelper saadanne 'forberedende oevelser' ikke spor)ogsaa hjaelpe
til med at goere lejren klar til boernene. Dette indebar bl.a. at vi skulle
rydde op i et stort lokale med kasser af boeger(hvor vi bare kunne tage dem vi
ville have) - hvem slap mig loes der? Jeg spoerger bare...Slip mig loes et sted
med gratis boeger og jeg kommer ud med to kasser. Hvilket jeg ogsaa gjorde. Jeg
er godt klar over, at jeg maa efterlade nogle her, og det smerter mig!!! Jeg
forsoeger at gnave mig igennem en del nu, men vi har naesten ingen egentlig
fritid...


Tjah, mandag moedte vi saa boernene for foerste gang. De yngste er 5 aar, de
aeldste deltagere er 13. De kommer fra vidt forskellige miljoer - mange kommer
fra fattige familier, familier med mange boern, skilsmisseramte hjem, boern
med stedforaeldre...Enkelte kommer fra meget haardt ramte hjem, eks. har vi en
12-aarig pige med cystrisk fibrose (hedder det det paa dansk? Jeg har ikke
medbragt ordbog) og boern der har DAMP og bliver brugt som forsoegskaniner af
forskere, boern der har sukkersyge, allergi og astma - mange her lever reelt
set under fattigdomsgraensen, selv om det ikke virker saadan. Mange foraeldre
virker som om de ikke taenker meget over boernenes beklaedning - glemmer
regntoej, gummistoevler og en del af boernene moeder op i snavset/laset toej.
Meget af dette er paa sin vis hjerteskaerende, og dog virker mange af boernene
dem glade og fyldt med energi. Mange er utroligt kvikke, og stoerstedelen er
hoeflige, stiller sig paent i koe og siger 'thank you' og 'please'. En noget
mindre del af boernene kommer fra mere ressourcestaerke hjem, hvilket man ogsaa
kan maerke paa deres opfoersel.


Dagen forloeber saaledes: Vi moeder kl.8, boernene skal i realiteten foerst
vaere der 8.30 hvor der bliver serveret morgenmad (som oftest suspekt soedt
farvet kelloggs-lignende produkter eller vafler, farvet youghurt,muffins,
enkelte gange havregroed, bagels og frugt - kaffe til de voksne! Heldigvis!)men
mange kommer foer. Kl.9 hvor alle gerne skal vaere der, holder vi 'morning
circle' (morgenrundkreds)hvor der som regel bliver sunget en sang eller
foretaget en eller anden mindre aktivitet...Efter dette gaar man ud i sin
formiddagsgruppe. Kl ca.10 er der snack. Det er enten frugt eller smaakager
eller soede kiks eller andet dybt spaendende.


Kl 12 er der frokost - kvaliteten af maden varierer, noget af det har vaeret
godt med masser af groentsager, men der har ogsaa vaeret ubehagelige oplevelser
med klam pasta, kedelige sandwich etc. Dog er der altid salat, da skolen selv
dyrker salat. Der hoerer som regel en dessert til. Frugt, is, smaakager(!!)


Vi frivillige har 'frokosttjans' og soerger for -paa skift- at foranstalte
aktiviteter som fodbold, tagfat, pictionary, holder oeje med, eller laeser for
boernene.

Kl 13 slutter frokost'pausen' og saa er der eftermiddagsrundkreds, hvor der
ligeledes bliver fortalt en historie, sunget eller vist billeder..


Efter dette begynder eftermiddagsaktiviteten. Ca. ved 14 tiden er der snack
igen - ogsaa smaakager, kage, is, popkorn, saltkringler og andre sunde og
naerende ting. Jeg kan slet ikke forstaa at der er en del overvaegtige boern og
teenagere(og voksne)de spiser hele tiden...
Ved 15.30 tiden slutter aktiviteterne officielt, og saa er det bare at vente
paa, at foraeldrene faar smoelet sig sammen til at hente deres poder. Ofte
slipper vi ikke foer kl 16, selv om vi reelt har fri 15.30...Ikke populaert,
ikke naar det er hver dag!!!

Den foerste uge var min formiddagsaktivitet 'beginning drawing' hvilket ville
have vaeret sjovt, eftersom det var en god laerer, hvis ikke det havde vaeret
fordi at der var flere 7-aarige (2 drenge med krudt i)og saa en del fra 10 og
opefter, som faktisk var i stand til at koncentrere sig. Dette skabte
uoverensstemmelse da de smaa ikke kunne koncentere sig saa laenge eller klare
lige saa komplicerede opgaverf - Asha (teenagevejlederen, en soed, intelligent
og rolig pige)og jeg brugte det meste af tiden paa at faa Jacob og Ethan til
at vaere stille, ikke at oedelaegge noget, eller at laese for dem. Nogle gange
var de helt umulige og kontraere. De andre kunne sagtens fokusere.Det var meget
udmattende fordi vi ikke foelte at vi lavede andet end at rende rundt og vaere
babystittere - vi foelte os nyttesloese og en smule udnyttede.


Som eftermiddagsaktivitet havde jeg 'sports of all sorts' (jeg havde desperat
vaeret ude efter bjergbestigning, men lige netop den aktivitet fik jeg ikke -
de mente at jeg ville vaere god til forskellig slags sport, og jeg var den
eneste, der havde udtrykt interesse for denne aktivitet)
Her blev jeg virkeligt positivt overrasket. Laererne var et aeldre aegtepar i
60'erne, som var utroligt forstaaende og fabelagtige til at laere fra sig og
haandtere aldersforskellen mellem drengene. De var ogsaa gode til at skabe
interesse for nye ting samt at laere teknik fra sig. Jeg hjalp en del, men fik
skam ogsaa lov til at spille med, hvilket jeg noed til fulde! Der var kun
drenge paa holdet, fra 6-12 aar - vi spillede ultimate frisbee (lidt i stil med
amerikansk fodbold, blot med en frisbee)og der var en del sammenstoed og
tacklinger - jeg maatte skam ogsaa bide i graesset - isaer naar det havde
regnet og var glat endte vi med at ligge og rode rundt. Vi spillede frisbee
golf, og jeg laerte at spille kickball - lidt a la rundbold, men med en fodbold
man sparker til, og lidt anderledes regler. Men grundreglerne minder meget om
rundbold. Vi spillede en del soccer (europaeisk fodbold)og jeg fik laert en del
teknik og opdagede at jeg faktisk kunne faa en bold i maal og ikke var helt
elendig (jeg spillede mod smaa drenge og en teenagevejlder, maa I lige taenke
paa). Drengene var fulde af beundring over mine fodboldevner, hvilket er noget
jeg aldrig foer har oplevet, isaer fordi jeg kun har spillet tvungen fodbold i
folkeskolen - det er faktisk sjovt!!! Jeg havde nogle af de samme smaadrenge
paa dette hold som jeg havde i beginning drawing, men her var de meget nemmere
at haandtere - hvorfor mon?


Om tirsdagen fik vi arrangeret med nogle af teenagevejlederne at de skulle
undervise os lidt i baseball efter arbejde, da vi alle var meget nysgerrige. Vi
fik alle lov til at slaa en del gange, det er ikke helt saa svaert som jeg
troede. Juan Jose var utroligt god til det. Vi spillede lidt, men det var
utroligt hedt den dag, saa det hele endte med at Hope koerte os alle til en
lille dam hvor vi badede.


Om torsdagen koerte Piia (finsk kvinde, meget livlig og frisk, som er
amerikansk gift og bor her i Vershire, elsker at moede ikke-amerikanere
(forstaas)og gerne vil koere os alle vegne)os til Montpelier, 'hovedstaden' i
Vermont. Det er en meget smuk by, ikke saerligt stor, der ser lidt gammeldags
ud. Den er 1 time vaek, saa vi blev der kun et par timer.

Det er midt om natten, og vi tager til Montreal her i weekenden - jeg vil
skrive igen, saa snart jeg faar tid - I maa baere over med mig hvis der gaar
noget tid imellem - ogsaa mht. at svare paa de personlige mails. Tak til Jer
der har skrevet.

KH Maja

Vershire, vermont (USA 6, 2003)

(fortsat fra forrige nummer)

Der stod jeg saa, paa Greyhoundstationen I Washington og ventede utaalmodigt paa den bus, der skulle foere mig (ekspres…hahaha) til New York, hvorefter jeg skulle videre til White River Junction. Selvfoelgelig var den forsinket. Men den naaede til NY, og jeg var endda noedt til at vente en hel time I NY foer min anden bus ankom. Ifoelge min billet skulle jeg skifte bus yderligere to gange. Da jeg spurgte chauffoeren, viste det sig at det slet ikke var noedvendigt. Den bus jeg steg paa gik nemlig hele vejen. Det var jeg meget glad for, da jeg havde vaeret noget  bekymret over de 20 min. jeg havde til at skifte I Springfield. Der var ikke megen plads til forsinkelser. Faktisk var det en yderst behagelig tur til WRJ. Bussens indetemperatur var igen som en yderst utaet igloo, men belaert af tidligere bitre erfaringer havde jeg slaebt min sovepose med ind, rullede mig sammen paa to saeder (bussen var ikke overfyldt) og faldt I soevn!!  Alt gik som smurt resten af denne tur. Naeh ja, alle gode gange..oeh, fire?

(Her foeler jeg trang til, for een gangs skyld, at citere en begavet  mand, jeg kender:

“ Det du oplever med Greyhound, er et typisk eksempel på et liberalistisk

 system. Kun de fattigste har ikke bil. Det forklarer også deres

 vidensniveau. Det er et sådant system Anders Fogh forsøger at gennemføre

 herhjemme.” (efter hvad jeg har set, er det absolute ikke samfundets top, der benytter sig af Greyhound…. Jeg finder det ganske uforstaaeligt at folk skal behandles daarligt bare fordi de ikke har raad til egen bil, eller at flyve, som om de bliver daarligere mennesker af den grund. (jeg beklager dette politiske udbrud)) Jeg er dybt forundret  over  Greyhounds ultimative ineffektivitet,  samt den uforskammethed deres ansatte udviser. Her, ganske ligesom I Rumaenien, virker det som om, at de foeler de er noget naar de sidder I en ‘magtposition’ (bag en skranke), ofte selv naar denne skranke er en stationscafe der serverer klam fast-food og kaffe(hvorfor ville jeg ellers vaere der…?)

Jo, USA har skam sin del af skrankepaver(her bedes I selvfoelgelig tage til efterretning at jeg kun har vaeret her tre uger, og derfor ogsaa kun skriver ud fra mine umiddelbare indtryk. Jeg har ogsaa moedt masser af soede mennesker. Bare aldrig bag en skranke) og til tider  en  mentalitet “vil ha’” “jeg har ret til…” “Aeh, en dum udlaending” som giver mig kvalme og faar mig til at spekulere paa hvad der kan foere en befolkning ud I saadant et mentalt forfald?

Paa WRJ st. blev jeg hentet af en af med-lederne, Hope. Hun er en meget soed 31-aarig kvinde. Jeg blev koert til Vershire (en lille ‘by’ I Vermonts bjerge. Denne ‘by’ (grunden til anfoerselstegn  er at der ikke findes forretninger eller andet inden for en afstand af 45 min I bil. Der er en lille kirke, en lillebitte skole, en tom brandstation (brandmaendene er locale, de bliver ‘paget’ (mobiltelefoner fungerer ikke her pga. Bjergene(tror jeg))og styrter derefter til branden), et minimalt posthus, som aldrig er aabent) er befolket af en saer blanding af mennesker, hvilket  vil jeg vende tilbage til)(dette er et eksempel paa overdreven brug af parenteser)

Ved 4-tiden ankom de andre frivillige. Vi er 5. Ud over undertegnede er der Elke (32), fra Oestrig, en meget soed og frisk pige. Derudover er der Juan Jose (31), fra  Spanien, en stor, stille, rolig og flink fyr. Antonio(23), fra Italien, der taler forbloeffende godt engelsk, og er meget livlig og nysgerrig. Sidst, men ikke mindst er der Latitia(19) fra Frankrig. Hun er meget genert og stille(hendes engelsk er meget mangelfuldt, saa det forklarer selvfoelgelig en del) men virker soed og med en god humoristisk sans. Det er foerste gang jeg har vaeret paa en arbejdslejr med saa faa mennesker, det er en sjov oplevelse. 

Det hus, vi bor I, hedder Church-Orr House og har tidligere vaeret en sommerbolig, men familien, der ejede det, donerede det til VerShare. Her er lidt info omkring VerShare(spring det over hvis det keder Jer):

VerShare is a non-profit, tax-exempt community organization incorporated in January, 1998.  We work to build community spirit and involvement, to foster economic development, and to contribute to projects that benefit the residents of Vershire, Vermont.

The VerShare Principles Adopted March 20, 1997 Always show respect for others and their views. Have patience. Have more patience. Consider diversity as a strength. Include everyone and support inclusiveness. Foster community. Acknowledge all good work. Be authentic. Foster cultural and historical integrity. Preserve wild lands and resource areas. Provide for social and ecological sustainability. Give local resources and talents priority. Provide equitable compensation. Look at everything as a learning experience.

Arbejdslejren er I hoej grad bygget omkring disse principper, hvilket jeg vil vende tilbage til I min naeste mail.

Det kan have noget at goere med at huset her var blevet for dyrt at holde pga. forfald. Det er fra 1800-tallet. Det er et forholdsvist stort hus, med en stor garage, kaelder og stue og foerste sal. Vi okkuperer foerste salen – pigerne i et rum (jeg kom forest, og valgte rummet med lyseblaat, blomstret tapet – meget landligt, soedt og feminint) og drengene i et andet(varmt, gult tapet, men med et gammelt, groent taeppe – ikke saa ..friskt.. som vores), og Hope i det sidste. Herudover er der et kontor, med printer, computer(hvor jeg sidder nu, det tog dem kun en uges tid at faa os paa nettet) og vist nok en faxmaskine. Derudover er der en amerikansk vaskemaskine(tro det eller ej, de er Ganske anderledes herovre, forbruger mere vand, er enorme, og efterlader saeberester I ens toej. Toejet haeldes I ovenfra) samt en toerretumbler. Ingen af delene fungerer – endnu… 

Der er et lille badevaerelse med en bruser der lider af akutte humoersvingninger og har en  ubehagelig tendens til at loebe toer for vand. …Og dette er ikke oesteuropa, jeg gentager, ikke oesteuropa, dette er amerikansk (in)effektivitet. …Faktisk maa jeg indroemme at jeg er imponeret. Vi er meget langt ude paa landet, omgivet af bjerge, langt fra alting…. 

Nedenunder er der et fuldt udbygget koekken med  gaskonfur, vask, koeleskab, koekkenskabe og hvad dertil hoerer. De har endda en kompostordning. Imponerende.

Derudover er der en slags spisestue og et nyt bibliotek. Biblioteket er minimalt, har aabent 3 gange om ugen, to timer af gangen(jeg ville sygne hen og doe hvis jeg boede her). Selve huset er hele lokalsamfundets, saa en gang imellem bliver vi ‘invaderet’ af folk der vil hilse paa os eller har andet de skal her..   

 Vi er de foerste frivillige der har faaet den aere at bo her. De foerste hold frivillige hjalp til med at saette huset I stand, og boede hos noget lokalbefolkning, og holdet fra sidste aar boede ligeledes hos en familie I Vershire, men deltog I arbejdet paa sommerlejren.  

De foerste par dage var reserveret til ‘traening’, info omkring diverse procedurer og situationer, samt at introducere os for teenage-vejlederne. 

Men det vil jeg vende tilbage til I naeste brev. 

KH Maja

Washington i strålende solskin - og i regn.. (USA 5, 2003)

Jeg kan ikke finde mail 3 og 4, men leder, og håber på at kunne smide dem ind, hvis jeg finder dem..

Tja, som I forhaabentlig har gaettet, er jeg vel ankommet til
arbejdslejren og har allerede vaeret her over en uge. Men vi er foerst kommet paa
nettet nu...Og vi er 5 mennesker til at deles om een computer, samt at vi har
 meget travlt her, saa jeg ved ikke helt, hvor meget jeg faar tid til at
 skrive...Igen tak til Jer der skriver, det er meget rart at hoere fra Jer.
Foer jeg fortaeller om Vershire, Vermont, vil jeg fortsaette hvor
 jeg slap, nemlig Washington, DC.

Jeg naaede til, hvor jeg endte ved Washington Monument, ikke? Det er
 en meget hoej soejle der er spids i toppen. Man kan gaa op i den, men det
kraever en billet, og de skulle bestilles paa forhaand, saa det kunne jeg
ikke....Saa interesseret var jeg heller ikke. Der var en enorm koe, og jeg
 afskyr at staa i koe.

Jeg fandt ud af, at jeg var i umiddelbar naerhed af en gruppe
 museer,og valgte det, der havde laengst aabent, Museum of Natural History. Det var
 et meget spaendende museeum(hvilket ikke siger saa lidt)med udstillinger om
dinosaurer, (store modeller og skeletter), urtidsmennesker, pattedyr, Afrika,
Indien mm. Jeg tilbragte 2 timer der, sa spaendende har det vaeret. Paa vej
 til dette museeum rendte jeg ind i en sommerfuglehave og gik en tur i den,
 hvor jeg ikke
saa en enenste sommerfugl. Om det har noget at goere med at haven
 var placeret lige under en stoejende, stinkende motervej, skal jeg ikke kunne
sige...
Jeg gik ogsaa en tur i et af museernes skulpturhave - jeg er
 normalt ikke til
skulpturer, men disse var ganske interessante...Eks. var der en
 model af et helt fladt hus, og et aesel der sad og taenkte.

Da jeg traedte ud fra museet, var det stadig lyst, saa jeg
 besluttedemig for
at gaa til det hvide hus. Som sagt, saa gjort. Her vil jeg lige
 naevne,at Washington er en nem by at finde rundt i, gaderne ligger paent i
forhold til hinanden og er ikke snoerklede - det er nemt nok, hvis man altsaa
 ikke lige vender sit kort forkert. Hvilket jeg gjorde.

Heldigvis var jeg ogsaa fornuftig nok til at spoerge om vej! Saa  jeg fandt det hvide hus, som (selvfoelgelig) er indhegnet og forsynet med alskens
sikkerhedsforanstaltninger. Siden 11. september har det ikke vaeret
muligt for offentligheden at faa en guidet tour, som tidligere. Skuffende. Jeg
ville gerne have set det orale...oeh, ovale vaerelse...

Synet af det hvide hus var ogsaa noget skuffende. Har I bemaerket,
 at paa film ser man det altid fra fugleperspektiv, de zoomer ned oppefra, og
 det ser meget imponerende og majestaetisk ud? Derfra er det sikkert ogsaa et
 saersyn. Her lignede det bare enhver anden stor, hvid villa, bortset lige fra
 den horde turister, der forsoegte at stikke hovedet gennem tremmerne og
fotograferede.

Smadret kravlede jeg hjem til vandrehjemmet og i seng. Da jeg
passerede parken foran det hvide hus og parken omkring Washington Monument, kunne
 jeg iagttage den amerikanske ungdom okkupere disse omraader - de spillede
 baseball.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og bevaebnet med det en-dags kort
 jeg havde faaet til metroen paa turistcentret, startede jeg med pentagon. Jeg
 fik set pentagon udefra (gab), men der har ogsaa vaeret lukket for
offentlighedens besoeg siden 11. september. Har de grund til denne paranoia? Aerlig
talt synes jeg ikke at det er klaedeligt.

Derefter fortsatte jeg til museeumsomraadet. Washington har mange
 gode museer.

Jeg var noedt til at fravaelge en del museer, og paa dem jeg
 besogte, gik jeg meget let henover den slags kunst jeg ikke bryder mig om, og undgik
helt statuer, skulpturer og deslige.

Jeg startede paa Freer gallery, og fortsatte derefter til Sackler
gallery(begge
meget smaa). Derefter besoegte jeg Hirshhorn museet, som har en del
moderne kunst, noget jeg normalt er meget kritisk over for(de havde ogsaa
 en del irriterende abstrakte ting, firkanter paa malerier etc)eksempelvis
 stod der en kopi af en klassisk graesk statue foran en kaempe bunke toejklude.
Titlen var 'venus of the rags'. Den var morsom....Da min tid var knap,
skoejtede jeg gennem det jeg ikke fandt interessant.

Paa dette tidspunkt var jeg ikke langt fra Capitol, og fortsatte
 dertil til fods. Det var utrolig hedt og solrigt, saa i loebet af ingen tid
 var jeg naesten svimmel af varme. Jeg fik set Capitol, en meget smuk
 bygning.
Derfra gik jeg i en halvcirkel tilbage saa jeg endte ved National
gallery. Der tilbragte jeg naesten 1 1/2 time, og naaede stadigt ikke at se det
hele. De havde en del interessant europaeisk kunst, men mange af de
 kunstnere kender jeg jo, Van Gogh, Monet etc. De amerikanske var mere interessante set
 fra mit synspunkt.

Jeg gik til Smithsonian metro og tog til Metro Center, hvorfra jeg
 gik til 'National Museum of Women in the Arts', som var mindre end jeg
havde forventet, men ikke desto mindre interessant. Da jeg traadte ud fra
museet, var det begyndt at stoevregne. Da jeg var tilbage ved Smithsonian,
 oesede det ned. Jeg spaenede over til Museum of Natural History (4 min)og jeg var
drivende vaad og maatte bruge 20 min paa et toerre toej under
 haandtoerreren...Jeg fik koebt et regnslag og gik derfra videre mod Contstitution Gardens. Det var
 en noget laengere tur end forventet. Regnen havde efterladt enorme
 vandpytter, saa nogle gange, naar jeg skulle forcere gaden, var det ikke til at undgaa
vandpytter.
Nogle af dem gik mig til anklerne. Uden overdrivelse.

Jeg var paent traet,men fortsatte med at gaa. Der ligger en soe i
Constitution gardens, og ned til soen laa der en lille kunstig oe, meget smukt
arrangeret med piletraer, blomster mm. Det var en hyldest til nationens
 faedre.
Jeg fortsatte til Vietnam War Memorial, en stor vaeg med alle navnene
 paa dem der faldt. Derefter gik jeg til Lincoln Memorial, der er bygget som et
graesk
tempel. Jeg gik op ad trapperne, og oeverst var der en stor statue
 af Abraham Lincoln, der alvorligt skuede ud over Washington. I underetagen var
der billeder af Washington, og citater af og historier om Lincoln.

Fra Lincoln Memorial gik jeg den anden vej tilbage gennem parken,
 hvor jeg rendte ind i Korean War Veterans Memorial, som ogsaa var en masse
navne, samt en del skulpturer af soldater i felten. Paa dette tidspunkt havde
 jeg lyst til at kaste op over krig og doed...

Helt smadret fik jeg kravlet tilbage til vandrehjemmet, skiftet mit
fugtige toej og drivende vaade sko(som jeg havde gaaet rundt i flere timer,
laekkert) tjekket ud, og tog til Greyhound busstation. Jeg koebte en billet
 til White River Junction, efter planen skulle jeg vaere der 12.50. Egentlig
skulle jeg foerst vaere der 16.30, men saa skulle jeg tage fra Washington
04.30(Aldrig i livet)og med mine Greyhounderfaringer vil jeg hellere vaere med
 bussen foer end bussen efter...

Jeg vil slutte her for denne gang, da jeg skal vaere paa 'arbejde'
 om 20 min. Jeg vil forsoege at vende tilbage snarest med beretninger herfra.
 Jeg har dog lidt travlt, vi skal til Burlington loerdag og til Boston soendag.

KH Maja

På besøg i Danmark: Skt. Hans

Vi vidste ikke hvad vi skulle lave Skt. Hans. Mine forældre som vi boede hos mens vi var på Sjælland, bor i Lyngby, så noget deromkring skulle det være - men ak, meget starter kl 22 og er således ikke særlig børnevenligt. Vi fandt dog noget ved Sorgenfri Kirke, der var specielt målrettet børn. Vi pakkede nogle klemmer, tog ungerne i cykelanhængeren (jubel - dejligt at kunne cykle alle vegne..) og mødtes med en veninde, der har 2 drenge, ca. jævnaldrende med vores..Spejderne havde sørget for en masse gode aktiviteter. Man kunne bage snobrød, bygge sin egen heks, osv. Børnene nød i dén grad at være med til at bygge deres egne små hekse:

Silke sætter sin heks på

Alle de små hekse på bålet

 Silke, Eric og bålet

 Endelig blev bålet tændt - ikke kl 20, men 20.30. Vi nåede kun at se ca 10 min, så var børnene så trætte og gnavne at vi måtte cykle hjem..

På besøg i Danmark: Oldemor

De sidste 3 uger har vi været i Danmark, for at besøge familie og venner. Hyggeligt og dejligt, men jo ikke 'ferie' i klassisk forstand. Mens vi var omkring Aalborg for at besøge Claus' familie, tog vi en afstikker til Århus, for at besøge min farmor, og børnenes oldemor, som lige er blevet 93. Her følger lidt billeder:

Oldemor går ikke så godt mere, og hører ikke så godt mere. Men vi fik lige sagt hej, og fik en kop kaffe - hun fik set børnene, og synes de var så søde. Silke er hendes første pige-oldebarn (der kom lige 4 drenge fra en anden side af familien før Silke og hendes kusine E kom) så hun fik en fin halskæde. Oldemor synes Eric har sådan nogle fine krøller...og mener de stammer fra min side af familien (eftersom der er flere der har krøller på begge sider af familien, er det svært at sige hvor de lige kommer fra..)

Brev fra Ashville, North Carolina (USA 2, 2003)

Hej!!


Hvor sluttede jeg? Ved Chicago i soendags, ikke? Jeg tilbragte endnu to en
halv dag i Chicago. M bor i naerheden af et fitnesscenter, saa jeg fik
lavet mig et midlertidigt medlemskab(1 uge, gratis) og brugte en 1 1/2 time de
naeste 3 morgener med at studere den amerikanske fitnesskultur. De gaar meget
op i, at man kan have en personlig traener, de havde maskiner af alle slags,
loebebaand, og alt fra step-til yogaklasser. Det kunne jeg godt blive vant
til..(ok, ikke lige yogaklasser, men meget af det andet...)Mange er meget
veltraenede(til det punkt, hvor jeg faar daarlig samvittighed)mens en lige saa
stor del af befolkningen ligner nogle, der aldrig roer sig. Saa er der ogsaa
en del mennesker der ser helt almindelige ud.....


Resten af mandagen tilbragte jeg med at drive lidt rundt i byen, shoppe boeger
(jeg fik koebt en Lonely Planet:USA) og se paa toej(men jeg synes ikke det de har er saerlig paent). Det var rart at have fri og ikke have noget jeg skulle
naa.


Tirsdag tog M fri, og saa var vi bl.a. i den lokale zoologiske have(som
var gratis), lidt rundt i byen, og til sidst var vi i biffen(billigere end dk)
og saa 'The Italian job', som faktisk er en ganske underholdende film. Vi var
ogsaa ude at spise et par gange, de har megen god udenlandsk mad, men hold da
helt op, hvor er portionerne store..Heldigvis kan man faa resten med hjem. Den
del kan jeg godt lide.


Onsdag skulle jeg med en bus videre til Charlotte, hvor Rebecca(Rebecca er en
amerikansk veninde jeg har fra dengang jeg var au pair i Madrid (1997)) havde
sagt hun ville samle mig op. Saa M fulgte mig til busstationen, vi var
der ved en 3-tiden. Jeg fik lavet et 'student-card'som giver rabat paa
greyhoundbiletter(vist ogsaa andre ting). Problemet er, at de giver en et
midlertidigt kort, og saa skal selve rabatkortet sendes. Meget turistvenligt!
Saa jeg maatte finde arbejdslejrens adresse frem, og haaber paa, at kortet
naar derhen! Damen i billetskranken kunne ikke helt finde ud af, hvilken bus
jeg skulle med...Efter at have spurgt et par mennesker(som var lige saa
forvirrede som jeg)og nogle stationsmedarbejdere (som heller ikke var sikre,
suk)stillede jeg mig i koe til nr 14 da der var flere i den linie som skulle
til min foerste destination, Indianapolis.


Jeg skulle skifte bus 2 gange for at naa til Charlotte. Foreste gang som sagt
i Indianapolis, hvor det gik forholdsvist glat(jeg kom da med den rigtige
bus). Derefter, torsdag morgen, i Knoxville. Her kom jeg ogsaa paa den rigtige
bus til Charlotte...Det var naesten for godt til at vaere sandt. Og, ganske
rigtigt.......


Ved 11-tiden stoppede bussen pludselig. Jeg taenkte'hvorfor stopper
han?'...Chauffoeren fik starten bussen med stort besvaer og megen motorlarm,
hvorved det gik op for mig, at vi havde busproblmer. Dette gentog sig ca 4
gange. Pludselig stod der tyk, graasort roeg ud fra bagsiden af bussen. Det
var den motor...Vi blev gennet ud af bussen og fik besked paa at fjerne vores
bagage,og kom ud paa landevejen i bagende sol. Chauffoeren fik fat i
landevejspatruljen der ringede efter en anden bus. Der gik 1 time foer den
dukkede op(der var en pige der var soed og laante mig solcreme) og saa var den
ikke tom, men halvt fyldt med folk, der skulle andre steder hen. Da folk fra
min bus kom paa, var der ikke eet ledigt saede tilbage.


Omsider naaede jeg frem til Charlotte, 2 timer forsinket. Rebecca hentede mig,
det var rart at se hende igen, jeg saa hende sidst i '97. Hun lignede sig
selv. Vi koerte de 2 1/2 time til hendes hjemby, Asheville. Det viste sig, at
greyhound ogsaa koerer til Asheville - det vidste jeg ikke, og Rebecca troede
bare, at det var lettere for mig paa den maade. Suk.


Hun og hendes mand (paa det tidspunkt forlovede) bor i et meget soedt, lille
hus uden for Asheville. Der er vifter i loftet, som faktisk er koenne, hvide
med gulvmoenster. Farverne er varme, og her er meget lyst trae. Billederne er
lyse og ungpigeagtige. Jeg har aldrig set en indretning helt saa kreativ -
anderledes og lysere end jeg har set foer. Jeg er helt vild med det.


Omraadet er meget forstadsagtigt, men er som saadan ikke en by. For at faa
noget by-agtigt skal man helt ind til Asheville, downtown. Saa ligger der
selvfoelgeligt forretninger og restauranter spredt rundt omkring her i
omraadet, alle har bil her. Den offentlige transport er praktisk talt ikke-
eksisterende.
De par gange, jeg har vaeret ude at loebe (omraadet ville vaere godt, hvis der var fortove)har jeg pludselig haft folks gale hunde i haelene. Normalt har jeg ikke noget i mod hunde som saadan, men naar de lige pludselig kommer loebende mod mig og goer af fuld hals og springer op ad mig, syntes jeg ikke, at det er
sjovt!!!
Naar det er sket stopper jeg og gaar helt forsigtigt, mens mit hjerte slaar
med dobbelt hastighed(mindst)og adrenalinen pumper rundt i min krop, og
hundene goer som vilde.....Efter et stykke tid plejer hundene at forsvinde,
men hold da helt op, hvor er det ubehageligt!! Kan folk ikke holde deres hunde inde? Er jeg den eneste der loeber i dette omraade?(Jeg er den eneste loeber jeg har set, saa det kan meget vel vaere)


Jeg skal nok fortaelle om den 4.juli og om Rebecca og Josephs bryllup, men det bliver i naeste brev.


KH Maja

Beretning fra Chicago (USA 1, 2003)

I 2003 var jeg 2 mdr i USA, bl.a. for at være med til en venindes bryllup.. her kommer beretningerne...

Hej folkens...Saa er jeg i Asheville, North Carolina, efter at have tilbragt
et par dage i Chicago, Illinois. Jeg ankom til New York i torsdags, sent om
aftenen. Derefter var planen at hoppe paa et tog/en bus til Chicago, hvor
M, en af mine gode vennner fra kollegiet, laeser Ph.d.


Flyturen var relativt suspekt, jeg sad ved siden af en anden RUC'er som ogsaa
laeste IU og ogsaa var traet af gruppearbejde, og en statskundskabstuderende,
som viste sig at kende min soester og som ogsaa havde loebet Copenhagen
Marathon (!!)...de skulle til NY og vaere i praktik hos FN et halv aar.


Fra lufthavnen (hvor jeg stod i koe over en time for at faa mit midlertidige
visum)skulle jeg til Penn station i NY hvor der skulle vaere en Amtrack(tog)
forbindelse. Klokken var 1 om natten, saa alt billetsalg var
selvfoelgelig lukket, men der var gratis telefoner hvori man kunne ringe op og
reservere biletter. Hvilken ynk - Amtrack slaar naesten DSB i daarlig service.
De havde foerst biletter til Chicago naeste dag kl 12 og det ville tage
19(!!!!)timer. Videre biletter til min destination i North Carolina var
umulige at reservere.

En anden mulighed var at finde et greyhoundkontor (bus(brugte dem i Sydafrika,
hvor deres service var glimrende))Paa dette tidspunkt satte jetlaget ind med al
sin kraft, saa jeg satte mig paa stationen og halvsov et par timer - en af mine
veninder som bor i NY havde tilbudt overnatning, men jeg ville bare videre saa
hurtigt som muligt, og stationen virkede sikker nok, ikke naer saa skraemmende
som dem jeg oplevede i Rumaenien.

Hen ad morgenstunden fik jeg slaebt mig selv og min bagage over til
greyhoundkontoret, som laa 8 blokke fra Penn station. Jeg faldt for New York
ved det foerste syn af byen i morgenlyset. Der var diset og stoevet, og byen
summede af liv selv om det var tidlig morgen. Der var smaa boder hvor man kunne
koebe alt fra frugt til doughnuts(adr)til morgenavisen.

Jeg fik koebt en billet til bussen 7.30, men den viste sig at vaere overfyldt,
saa jeg og nogle andre maatte vente til den naeste bus kl 14.00. Jeg synes at
det var ekstremt daarlig service, de ved vel hvor mange pladser der er, og hvor
mange biletter de har solgt!! Da jeg saa ville deponere min bagage i et skab
fik jeg at vide at det gjorde de ikke laengere 'man ved jo ikke hvad folk har i
deres bagage'(=ekstrem paranoia,selvfoelgelig har jeg bomber i tasken...hvad
f...tror de?)Paa dette tidspunkt var jeg paent irriteret. Jeg aftalte saa med
de andre unge der ogsaa sad og ventede at vi skiftedes til at passe paa
hinandens bagage, saa vi alle kunne komme ud lidt. Saa jeg fik tilbragt noget
tid i NY, og det virker som en yderst interessant by, om end noget beskidt.


Omsider kunne vi hoppe paa bussen. Ved en 00-tiden skulle vi 'reboarde' hvilket
betyder at alle skal af bussen og den skal goeres ren (!!!???)og derefter skal
man staa i koe igen for at komme paa. Dem der har en 'reboardingbillet' kommer
paa foerst. Jeg forstaar ikke helt systemet, og det gjorde de amerikanere, jeg
snakkede med, tydeligvis heller ikke (jeg fulgtes lidt med nogle af dem jeg
havde ventet sammen med - en af pigerne var meget sjov, jeg maatte forklare
hende, at vi ikke brugte dollars i Danmark. Da jeg havde forklaret hvor Danmark
ligger spurgte hun overrasket 'men er du saa kommet med bus HELE vejen??' Suk)


M hentede mig (gudskelov)paa stationen i Chicago ca. 6.30, og efter at
have placeret min bagage hos ham samt taget et haardt tiltraengt bad, gik vi
langs soeen(Lake Michigan)ind til centrum. Han bor i et smukt kvarter lidt uden
for Chicagos centrum, taet ved Lincoln park.


I Chicago havde de en 'taste of Chicago' festival. Det betoed at der var en
hel masse boder hvor de forskellige restauranter mv. havde smagsproever af og
eksempler paa deres mad. Der var alt fra aerkeamerikanske burgere til sushi.
Man skulle koebe biletter, og for et vist antal biletter kunne man saa faa
portioner i forskellige stoerrelser. Vi fik proevet skilpaddesuppe, og jeg fik
noget sushi. Meget af det andet mad var fedtet og friteret - ikke lige mig.

Ved et tiden blev der serveret gratis cheesecake(ostekage)men der var en lang
koe, saa vi tog blot nogle billeder af denne dybt vulgaere kage (de spillede
endda en speciel cheesecake sang!!!) Da vi kom forbi stedet 1 1/2 time senere
var der stadig ostekage tilbage, saa vi fik et stykke. Det smager som soedt
ost og har en mystisk, halvfast konsistens. Det var faktisk ikke saerlig
laekkert.


Derefter tog vi paa stranden, da det var varmt og solrigt (paa det tidspunkt,
der havde vaeret skiftevis byger og sol den dag, helt skizofrent vejr)


Dagen efter var der 'gay pride parade', oven i koebet lige i naerheden af
M. Det var virkelig interessant - maend der var klaedt ud som
kvinder,halvnoegne maend og kvinder der stod og vred sig paa de forbikoerende
biler. Paraden bestod af enten biler, der koerte forbi(og som oftest
reklamerede for et eller andet, en politiker, en tv-station, etc.)eller en
flok enkeltindivider - vi saa f.eks. en gruppe motercyklister. Nogle steder
smed de slik ud, eller farvestraalende halskaeder. Langs vejen, paa fortovet,
var der tykt af tilskuere. Mange havde sat sig til rette med stole, snacks og
drinks. M og jeg stod ved siden af en overvaegtig, middelaldrende mand
og hans endnu mere overvaegtige, roedhaarede, hoejtraabende kone. Naar der
ikke lige skete noget i paraden, providerede disse to al den underholdning, vi
havde brug for! De spurgte hvor vi kom fra 'Danmark? - det er landet med
tulipanerne, ikke..og traeskoene..?'


Suk. Men de var meget, meget sjove at hoere paa - Tom(det hed manden)snakkede
vidt og bredt om, at han burde vaere beroemt, og de snakkede en del om deres
sexliv...Det var ret saa underholdende.(Eksempel: ham: 'You're just jealous,
because I have a dick' Hun: 'No, I'm just disappointed'...Jeg var flad af grin.

Det var forbavsende, saa mange politikere, der valgte at 'reklamere' for sig
selv. Men der var ogsaa grupper, der var klaedt ud som nonner, politiet
deltog, og dansegrupper (mange halvnoegne -der var en del naesten noegne,
haardtpumpede maend, ogsaa en del absolut ikke haardtpumpede...- eks. var der
en del meget overvaegtige aldrende herrer i meget sparsomme laeder outfits)


Tjah, der er stadig en del at fortaelle, men jeg vil slutte nu og skrive igen
senere. Jeg bor pt. hos Rebecca(en amerikansk veninde) og har fri adgang til
internet, saa skriv endelig.


KH Maja