... jeg tror at jeg - omend indirekte- må have tilkendegivet min holdning til amerikanere og biler... De har for mange af dem. De er for store, de forurener, og hele samfundet er indrettet efter biler - i stedet for noget sundere og mere miljøvenligt, såsom offentlig transport eller cykler. Mange burde heller ikke have kørekort, ud fra hvordan de kører....(muligvis konsekvens af teoriprøven, se bl.a. Jagten på kørekort, del 2 , og det faktum at det ikke er lovpligtigt at tage køretimer hos en professionel instruktør - teenagere skal dog have 6 timer med en professionel)
Da jeg endnu ikke var indehaver af et kørekort (dette skete i starten af januar - jeg har stadig ikke kørekort, men håber jeg kan tage prøven i februar) ville jeg tage bussen til 'Kidding around' (stor indendørs legeplads) for at mødes med mødregruppen. Det er 10 km fra hvor vi boede, så det var alligevel for langt at gå med børn og anhænger. Jeg undersøgte hvornår bussen afgik fra os af, og tog løbevognen med til Eric. Den er ikke særligt stor, og jeg kan folde den sammen...
Turen derud gik fint. Jeg stødte på en fyr ved busstoppestedet der, da han fandt ud af at vi var europæere, begyndte at besynge Europa, fordi der findes steder hvor man må køre så hurtigt man vil (visse tyske motorveje, mener jeg). Tænkte 'Okay, jeg ved godt hvorfor du ikke har kørekort' og gik meget op i at forklare ham at lov eller ej, fart er farlig...
Nå men bussen kom, og chaufføren var meget sød og lod mig holde inden for døren, og hjalp med at tage pengene (2,5 dollars - knap 15 kr, så ikke så meget billigere end Movia/DSB). Han huskede også at sige da jeg skulle af. Dog skulle jeg tage Eric op af vognen, hvilket jo på ingen måde er sikkert...
Hjemturen? Den var forfærdelig. Helt og aldeles rædselsfuld. Utroligt ubehagelig chauffør, der højlydt bekendte at min løbevogn 'snart blev forbudt i busser, fordi den var alt for stor' og at jeg straks skulle folde den sammen... Jeg stod, i stegende hede, og en bus der altså bare blev holdende indtil jeg havde klappet løbevognen sammen - hvilket tog lidt tid - jeg skulle have placeret Silke og Eric et sted inden jeg kunne klappe den sammen, og var der nogen der rejste sig og gjorde plads? Nej. Alle stirrede på mig som om det var helt uforsvarligt at tage børn med bus... ' Dame, du skal altså klappe den dér sammen..', lød det fra buschaufføren igen, og folk stirrede bare på mig...
Omsider var der en ældre herre der rejste sig, så jeg kunne placere Eric på sædet, og så kunne jeg klappe vognen sammen (og tog mig lige 2 min at få sikkerheds-haspen af, fordi jeg stressede) - tror jeg forsinkede busturen med op til 5 minutter. Samme ældre herre hjalp mig med at placere den -nu fint sammenfoldede løbevogn- på bagageindsatsen. Så fandt jeg ud at at chaufføren ikke kunne give tilbage 'vi giver ikke penge tilbage, dame' så busturen kostede 3 dollars hjem. Argh. Han var så uforskammet, og jeg følte mig så ydmyget og ussel. Men hjem kom vi. Og jeg var tudefærdig, og ville aldrig køre i bus igen... i SD....Tænkte at det kunne være at jeg kunne grine af det om nogle uger,men nej... Måtte have hjælp af selvsamme ældre herre til at komme af. Så var der en ældre dame der var meget bekymret for om jeg nu kunne gå med de to unger (Silke var træt og nægtede at gå) i løbevognen - så hun hjalp mig med at placere Eric oven på Silke i løbevognen, og binde dem fast med nogle stofbleer og selen (som ikke kunne nå rundt om begge børn)
Næste gang, jeg tog bussen, tog jeg vores lille paraplyklapvogn, og det gik lidt bedre (sød sympatisk kvindelig chauffør) men var stadig ikke optimalt, så gangen efter havde jeg rygsæk på og slæbte Eric - uden vogn. Det var bedre - men folk har stadig svært ved at rejse sig for kvinde med småbørn. Og det var tungt at slæbe den lille basse, som vist vejer over 12 kg nu, hjem...
Mange af dem, der kører med bussen, er helt klart folk der er for gamle til at have kørekort - eller har andre problemer. Jeg har aldrig set så mange retarderede samlet et sted (ikke for at sige noget ondt om retarderede - men de har ikke kunnet bestå teoriprøven, vil jeg tro...). Der er sikkert også folk, der ikke har råd til bil.
Jeg skal have kørekort. Og det kan ikke gå hurtigt nok.
Da jeg endnu ikke var indehaver af et kørekort (dette skete i starten af januar - jeg har stadig ikke kørekort, men håber jeg kan tage prøven i februar) ville jeg tage bussen til 'Kidding around' (stor indendørs legeplads) for at mødes med mødregruppen. Det er 10 km fra hvor vi boede, så det var alligevel for langt at gå med børn og anhænger. Jeg undersøgte hvornår bussen afgik fra os af, og tog løbevognen med til Eric. Den er ikke særligt stor, og jeg kan folde den sammen...
Turen derud gik fint. Jeg stødte på en fyr ved busstoppestedet der, da han fandt ud af at vi var europæere, begyndte at besynge Europa, fordi der findes steder hvor man må køre så hurtigt man vil (visse tyske motorveje, mener jeg). Tænkte 'Okay, jeg ved godt hvorfor du ikke har kørekort' og gik meget op i at forklare ham at lov eller ej, fart er farlig...
Nå men bussen kom, og chaufføren var meget sød og lod mig holde inden for døren, og hjalp med at tage pengene (2,5 dollars - knap 15 kr, så ikke så meget billigere end Movia/DSB). Han huskede også at sige da jeg skulle af. Dog skulle jeg tage Eric op af vognen, hvilket jo på ingen måde er sikkert...
Hjemturen? Den var forfærdelig. Helt og aldeles rædselsfuld. Utroligt ubehagelig chauffør, der højlydt bekendte at min løbevogn 'snart blev forbudt i busser, fordi den var alt for stor' og at jeg straks skulle folde den sammen... Jeg stod, i stegende hede, og en bus der altså bare blev holdende indtil jeg havde klappet løbevognen sammen - hvilket tog lidt tid - jeg skulle have placeret Silke og Eric et sted inden jeg kunne klappe den sammen, og var der nogen der rejste sig og gjorde plads? Nej. Alle stirrede på mig som om det var helt uforsvarligt at tage børn med bus... ' Dame, du skal altså klappe den dér sammen..', lød det fra buschaufføren igen, og folk stirrede bare på mig...
Omsider var der en ældre herre der rejste sig, så jeg kunne placere Eric på sædet, og så kunne jeg klappe vognen sammen (og tog mig lige 2 min at få sikkerheds-haspen af, fordi jeg stressede) - tror jeg forsinkede busturen med op til 5 minutter. Samme ældre herre hjalp mig med at placere den -nu fint sammenfoldede løbevogn- på bagageindsatsen. Så fandt jeg ud at at chaufføren ikke kunne give tilbage 'vi giver ikke penge tilbage, dame' så busturen kostede 3 dollars hjem. Argh. Han var så uforskammet, og jeg følte mig så ydmyget og ussel. Men hjem kom vi. Og jeg var tudefærdig, og ville aldrig køre i bus igen... i SD....Tænkte at det kunne være at jeg kunne grine af det om nogle uger,men nej... Måtte have hjælp af selvsamme ældre herre til at komme af. Så var der en ældre dame der var meget bekymret for om jeg nu kunne gå med de to unger (Silke var træt og nægtede at gå) i løbevognen - så hun hjalp mig med at placere Eric oven på Silke i løbevognen, og binde dem fast med nogle stofbleer og selen (som ikke kunne nå rundt om begge børn)
Næste gang, jeg tog bussen, tog jeg vores lille paraplyklapvogn, og det gik lidt bedre (sød sympatisk kvindelig chauffør) men var stadig ikke optimalt, så gangen efter havde jeg rygsæk på og slæbte Eric - uden vogn. Det var bedre - men folk har stadig svært ved at rejse sig for kvinde med småbørn. Og det var tungt at slæbe den lille basse, som vist vejer over 12 kg nu, hjem...
Mange af dem, der kører med bussen, er helt klart folk der er for gamle til at have kørekort - eller har andre problemer. Jeg har aldrig set så mange retarderede samlet et sted (ikke for at sige noget ondt om retarderede - men de har ikke kunnet bestå teoriprøven, vil jeg tro...). Der er sikkert også folk, der ikke har råd til bil.
Jeg skal have kørekort. Og det kan ikke gå hurtigt nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar