4 dage før fødslen:
Mandag fyldte Eric 3.
Tirsdag vågnede jeg ved noget der lidt føltes som smertefulde plukkeveer (jeg var 35+0) De forblev uregelmæssige hele dagen og jeg tænkte at de sikkert ville gå i sig selv igen. Har haft en enkelt nat med det samme problem tidligere. Men nej - da jeg stod op onsdag kunne jeg godt mærke at det skulle gå hurtigt. Jeg havde kvalme og kunne kun klare en kop kaffe intet andet. Jeg stod op kl 5 pga smerter, og lige pludseligt var der 2-6 minutter mellem de smertefulde 'plukkeveer' som altså var modningveer. Jeg sagde til Claus at vi skulle skynde os lidt, og hurtigt fik vi badet, pakket unger + madkasser sammen og Claus kørte ungerne i børnehave. . Imens ringede jeg til hospitalet og fyldte opvaskemaskinen og pakkede tasken helt færdig..
Claus kom og af sted til hospitalet med os.
De tjekkede os ind i modtagelsen og jeg kom ind på en stue og blev undersøgt. 3 cm åben. De tilbød mig morfin i drop, men da jeg føder hurtigt, endte de med at give mig noget andet, som ikke ville gøre baby sløv hvis hun kom ud inden der var gået 4 timer. Jeg skulle også have antibiotika. I USA tager de en stafylokok-prøve af moderen til lægebesøget i uge 36 men det nåede jeg jo aldrig - og det er superfarligt for både mor og barn under fødslen og lidt efter, hvis moderen har dem - så intet valg, antibiotika i samme drop..Jeg fik noget smertestillende men kan ikke huske hvad - det virkede også kun kort, så gjorde det så ondt at jeg ikke kunne holde det ud.
Her var kl 9 og jeg blev tjekket igen - 5 cm åben, så tror da pokker at medicinen ikke virkede, den var ikke til brug i aktiv fasen. Her blev jeg rullet ind på en fødestue - man skal normalt tjekke ind men det mente de ikke der var tid til. De tilbød mig en epidural og da veerne var så slemme at jeg skreg (ja, jeg skreg, så ondt gjorde det) og kom over 200 på en eller anden skala (Claus siger de var værre end med de to andre, der kom de ikke over 200, men jeg er ikke sikker på om skalaerne er de samme - jeg har ikke holdt øje, jeg har været optaget!) takkede jeg ja. Der gik 100 år (15 min) inden anæstesilægen kom og så tog det vist 15 min at lægge den. Jeg var ved at gå til af smerte imens og følte at veerne rev mig midt over - og alle vejrtrækningsøvelserne hjalp intet!! Samtidig rystede jeg ukontrollabelt - det har jeg ikke oplevet før og min krop kunne ikke stoppe med at ryste voldsomt.
Endelig virkede epi'en, og den tog toppen af de værste smerter - men den voldsomme kraft som veerne havde og sled i mig med var der stadig. Claus sagde senere at alle på fødestuen (der var mange flere end man ville se det i dk - bl.a. var der en sygeplejerske fra neonatal fordi jeg kun var 35+1) var meget overraskede over hvor høflig jeg var i pauserne når jeg kunne snakke - fx har jeg sagt til anæstesilægen da hun skulle lægge epi'en 'I'm sorry but there's a contraction coming; wait please'. Det husker jeg ikke selv.
Det gode var at epi'en forsinkede pressefasen lidt - med begge de andre har pressefasen nærmest været en naturkraft der har tvunget mig til at presse - hvilket, med Silke, forårsagede en 2.grads bristning, fordi hun fløj ud i een ve. Med Eric havde jeg en erfaren jordemoder der meget bestemt FORBØD mig at presse, fordi jeg så ville sprække - jeg kunne lytte kort og nøjedes med 1 sting. Med Lucia skulle jeg for første gang coaches til at presse, da epi'en gjorde pressetrangen mindre stærk. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne, og kan huske at jeg sagde 'I can't do this!. Men efter ca 5 pres var hun ude. Jeg troede jeg skulle presse igen, men kroppen kom ligesom bare med, og moderkagen kom naturligt kort efter (gudskelov).
Hun kom op på mig og skreg straks og fik lov til at ligge ved brystet. Født kl 10.21 altså ca 2 timer og 21 minutter efter ankomst til hospitalet, og jeg gik fra 3 til 10 cm på omkring 2 og 20 minutter, så tror da pokker at det gjorde ekstremt ondt:-S. Jeg sprak ikke. Fik ikke engang en skramme...Apgar score kendes ikke, da den ikke tages i USA, men gætter på 10 og 10. Claus klippede navlestrengen.
Pga. den præmature fødsel tog de blodsukker, som var lavt, så Claus tog med hende til neonatal. Jeg skulle blive på barselsgangen og fik noget drop der skulle forhindre blødninger i livmoderen. Vist standard her. Jeg hader drop, så det var virkelig væmmeligt (jeg tror også jeg fik lidt ekstra antibiotika men er ikke sikker). Jeg skulle tisse 3 gange i et bækken før de ville erklære at jeg kunne tisse normalt (øh ja) jeg måtte ikke gå men skulle køres til neonatalafd. som altså er under 50 m gang fra barselsafdelingen, og jeg havde haft en nem fødsel - derudover tjekkede de mit blodtryk hver 3 time, min blødning, og min livmoder - det var lidt bizart med alle de tjek, når man er vandt til et enkelt blodtyktjek, og et 'du går lige ud og ser om du kan tisse' - og så er det dét. Jeg var lidt irriteret og følte mig lidt sygeliggjort - jeg mener, som fødsler er, var den nem...Jeg var forbi neonatal hvor Lucia lå med drop (antibiotika, væske og sukker) og fik at vide at jeg skulle blive på barselsgangen natten over, men de ville køre (!!!) mig til neonatal når nødvendigt så jeg kunne amme/malke ud. Jeg måtte ikke gå de 50 meter til neonatal alene før en læge havde udskrevet mig:-S.
Efter fødslen fik jeg noget frokost der var pasta, grønt, salat, frugt, mælk mv. Noget helt andet end det toast man får i Danmark.. Dagen efter udskrev jeg mig selv fra barselsgangen - de stikkede og prikkede lidt i mig men var ellers imponerede over hvor hurtigt jeg var kommet mig, så det lykkedes..Jeg fik også lige et bad. Nu kommer vi så til opholdet på neonatal...
Mandag fyldte Eric 3.
Tirsdag vågnede jeg ved noget der lidt føltes som smertefulde plukkeveer (jeg var 35+0) De forblev uregelmæssige hele dagen og jeg tænkte at de sikkert ville gå i sig selv igen. Har haft en enkelt nat med det samme problem tidligere. Men nej - da jeg stod op onsdag kunne jeg godt mærke at det skulle gå hurtigt. Jeg havde kvalme og kunne kun klare en kop kaffe intet andet. Jeg stod op kl 5 pga smerter, og lige pludseligt var der 2-6 minutter mellem de smertefulde 'plukkeveer' som altså var modningveer. Jeg sagde til Claus at vi skulle skynde os lidt, og hurtigt fik vi badet, pakket unger + madkasser sammen og Claus kørte ungerne i børnehave. . Imens ringede jeg til hospitalet og fyldte opvaskemaskinen og pakkede tasken helt færdig..
Claus kom og af sted til hospitalet med os.
De tjekkede os ind i modtagelsen og jeg kom ind på en stue og blev undersøgt. 3 cm åben. De tilbød mig morfin i drop, men da jeg føder hurtigt, endte de med at give mig noget andet, som ikke ville gøre baby sløv hvis hun kom ud inden der var gået 4 timer. Jeg skulle også have antibiotika. I USA tager de en stafylokok-prøve af moderen til lægebesøget i uge 36 men det nåede jeg jo aldrig - og det er superfarligt for både mor og barn under fødslen og lidt efter, hvis moderen har dem - så intet valg, antibiotika i samme drop..Jeg fik noget smertestillende men kan ikke huske hvad - det virkede også kun kort, så gjorde det så ondt at jeg ikke kunne holde det ud.
Her var kl 9 og jeg blev tjekket igen - 5 cm åben, så tror da pokker at medicinen ikke virkede, den var ikke til brug i aktiv fasen. Her blev jeg rullet ind på en fødestue - man skal normalt tjekke ind men det mente de ikke der var tid til. De tilbød mig en epidural og da veerne var så slemme at jeg skreg (ja, jeg skreg, så ondt gjorde det) og kom over 200 på en eller anden skala (Claus siger de var værre end med de to andre, der kom de ikke over 200, men jeg er ikke sikker på om skalaerne er de samme - jeg har ikke holdt øje, jeg har været optaget!) takkede jeg ja. Der gik 100 år (15 min) inden anæstesilægen kom og så tog det vist 15 min at lægge den. Jeg var ved at gå til af smerte imens og følte at veerne rev mig midt over - og alle vejrtrækningsøvelserne hjalp intet!! Samtidig rystede jeg ukontrollabelt - det har jeg ikke oplevet før og min krop kunne ikke stoppe med at ryste voldsomt.
Endelig virkede epi'en, og den tog toppen af de værste smerter - men den voldsomme kraft som veerne havde og sled i mig med var der stadig. Claus sagde senere at alle på fødestuen (der var mange flere end man ville se det i dk - bl.a. var der en sygeplejerske fra neonatal fordi jeg kun var 35+1) var meget overraskede over hvor høflig jeg var i pauserne når jeg kunne snakke - fx har jeg sagt til anæstesilægen da hun skulle lægge epi'en 'I'm sorry but there's a contraction coming; wait please'. Det husker jeg ikke selv.
Det gode var at epi'en forsinkede pressefasen lidt - med begge de andre har pressefasen nærmest været en naturkraft der har tvunget mig til at presse - hvilket, med Silke, forårsagede en 2.grads bristning, fordi hun fløj ud i een ve. Med Eric havde jeg en erfaren jordemoder der meget bestemt FORBØD mig at presse, fordi jeg så ville sprække - jeg kunne lytte kort og nøjedes med 1 sting. Med Lucia skulle jeg for første gang coaches til at presse, da epi'en gjorde pressetrangen mindre stærk. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne, og kan huske at jeg sagde 'I can't do this!. Men efter ca 5 pres var hun ude. Jeg troede jeg skulle presse igen, men kroppen kom ligesom bare med, og moderkagen kom naturligt kort efter (gudskelov).
Hun kom op på mig og skreg straks og fik lov til at ligge ved brystet. Født kl 10.21 altså ca 2 timer og 21 minutter efter ankomst til hospitalet, og jeg gik fra 3 til 10 cm på omkring 2 og 20 minutter, så tror da pokker at det gjorde ekstremt ondt:-S. Jeg sprak ikke. Fik ikke engang en skramme...Apgar score kendes ikke, da den ikke tages i USA, men gætter på 10 og 10. Claus klippede navlestrengen.
Pga. den præmature fødsel tog de blodsukker, som var lavt, så Claus tog med hende til neonatal. Jeg skulle blive på barselsgangen og fik noget drop der skulle forhindre blødninger i livmoderen. Vist standard her. Jeg hader drop, så det var virkelig væmmeligt (jeg tror også jeg fik lidt ekstra antibiotika men er ikke sikker). Jeg skulle tisse 3 gange i et bækken før de ville erklære at jeg kunne tisse normalt (øh ja) jeg måtte ikke gå men skulle køres til neonatalafd. som altså er under 50 m gang fra barselsafdelingen, og jeg havde haft en nem fødsel - derudover tjekkede de mit blodtryk hver 3 time, min blødning, og min livmoder - det var lidt bizart med alle de tjek, når man er vandt til et enkelt blodtyktjek, og et 'du går lige ud og ser om du kan tisse' - og så er det dét. Jeg var lidt irriteret og følte mig lidt sygeliggjort - jeg mener, som fødsler er, var den nem...Jeg var forbi neonatal hvor Lucia lå med drop (antibiotika, væske og sukker) og fik at vide at jeg skulle blive på barselsgangen natten over, men de ville køre (!!!) mig til neonatal når nødvendigt så jeg kunne amme/malke ud. Jeg måtte ikke gå de 50 meter til neonatal alene før en læge havde udskrevet mig:-S.
Efter fødslen fik jeg noget frokost der var pasta, grønt, salat, frugt, mælk mv. Noget helt andet end det toast man får i Danmark.. Dagen efter udskrev jeg mig selv fra barselsgangen - de stikkede og prikkede lidt i mig men var ellers imponerede over hvor hurtigt jeg var kommet mig, så det lykkedes..Jeg fik også lige et bad. Nu kommer vi så til opholdet på neonatal...
Hvor er hun bare smuk! Ved godt det er lidt forsinket men et super stort tillykke med hende og hold da fast for en fødsel, godt at alt gik godt.
SvarSletTak - hun er nu lidt over 3 mdr og ligner Silke rigtigt meget som baby! Må se at få lagt nogle nye billeder ud.. Men hun er stadig et lille kravl:-)
SvarSlet