Der har været en del debat i de danske aviser omkring hvor frygteligt det er, at man som kvinde 1) gerne vil gå hjemme med børn 2) ikke har muligheden for at gå hjemme med børn, og så videre..
Man snakker også om, at vi arbejder så lidt i Danmark. Men man 'glemmer' at nævne, at I Danmark arbejder begge de voksne som oftest. Her i USA er det ikke unormalt at det er manden der har job - han arbejder så 60-80 timer om ugen, og kvinden styrer hus og børn. I Danmark arbejder begge par måske 32-50 timer om ugen, men samtidigt skal børn og hus klares. Hvem arbejder mest?
Man snakker også om, at vi arbejder så lidt i Danmark. Men man 'glemmer' at nævne, at I Danmark arbejder begge de voksne som oftest. Her i USA er det ikke unormalt at det er manden der har job - han arbejder så 60-80 timer om ugen, og kvinden styrer hus og børn. I Danmark arbejder begge par måske 32-50 timer om ugen, men samtidigt skal børn og hus klares. Hvem arbejder mest?
Danmark: Har jeg fuldtidsjob skal jeg have det skidt over at være væk fra mine unger, og sætte ungerne i verden for blot at arbejde. Skal jeg have det skidt over det stress det medfører at have 3 børn og fuldtidsjob 'for vi kan jo bare skære ned for forbruget'. Jamen, hvad nu hvis det ikke er til at få deltidsjob i min branche? Eller hjemmearbejdsdage? Hvad med pendletiden (som, hvis jeg kan cykle, i det mindste kan udnyttes til den daglige motion) Samtidig kan jeg være glad over at få brugt min uddannelse, og få brugt hjernen på andet end at aktivere børn - jeg kan være glad for at tjene penge, og bidrage til familiens økonomi. Samtidigt skal husholdningen desværre køres - sund mad, motion, børns aktiviteter, madpakker, arrangementer i skole, bh osv. Øget stress.
Går jeg hjemme, skal jeg have det skidt fordi jeg ikke kontribuerer til samfundsøkonomien via skat. Jeg skal føle mig set ned på, og jeg skal være meget bange for at komme tilbage til arbejdsmarkedet da det kan være umuligt i Danmark, efter et par år ude. Jeg skal finde mig i at være ensom og alene, da der er få hjemmegående.
Jeg skal være glad for at jeg kan beholde syge børn hjemme, og ikke sender halvsløje børn af sted, fordi jeg skal på arbejde, og barns første sygedag er brugt af begge forældre..Økonomiske afsavn vil være sandsynlige.
Jeg skal være glad for at jeg kan beholde syge børn hjemme, og ikke sender halvsløje børn af sted, fordi jeg skal på arbejde, og barns første sygedag er brugt af begge forældre..Økonomiske afsavn vil være sandsynlige.
I USA: Skal jeg være glad for og stolt over at min mand har mulighed for at lade mig gå hjemme (ganske uagtet at jeg hader det og bliver rablende gal). Skal være glad for at det er muligt at leve godt på kun een indtægt i USA (fordi min mand er ingeniør og tjener godt - med andre stillinger ville det være umuligt). Skal være glad for at det er relativt normalt, så der er mange andre at mødes med. Skal være glad for at jeg kan beholde syge børn hjemme, og ikke sender halvsløje børn af sted, fordi jeg skal på arbejde, og barns første sygedag er brugt af begge forældre..Væsentligt nemmere at køre husholdningen- sund mad, motion, børns aktiviteter, madpakker, arrangementer i skole, bh osv. Noget nemmere at komme ud på arbejdsmarkedet senere (I USA. Ikke Danmark) da det er relativt almindeligt at mor (eller far, men sjældent) går hjemme en periode.
Er det svært at finde deltidsjob. Mange arbejder lidt hjemmefra, men det er svært at gøre som nytilkommen i et samfund man ikke kender særlig godt.
Har jeg fuldtidsjob skal jeg have det skidt over at være væk fra mine unger, og sætte ungerne i verden for blot at arbejde. Arbejdsugen er længere her, pendletiden foregår i bil (dvs ekstra tid skal afsættes til motion oveni), og det forventes ofte at arbejdet går forud familien, og at man 'lever for sit job'.
Daginstitutionspriser er prohibitivt dyre (de har dog ofte længere åbent, fra 6-18, en konsekvens af pendletiden og den større tidsbyrde i USA). Dette gør det nærmest umuligt for mig at tage fx et deltidsjob i Starbucks, eller et dårlig betalt entry-job.
Specifikt for San Diego kan man sige at det er een af de sværeste byer i USA at finde job i. Det er ikke kun mig, der har problemer. Jeg kender flere amerikanere fra andre stater, der har svært ved at finde job her (andet end fx butiksassistent til 8 dollars i timen:-S) selvom de har god erfaring fra andre brancher - fordi jobmarkedet her i høj grad er 'indspist'. Man skal kende nogen¨..En af mine danske veninder - der har boet her i 12 år - har i flere år nu søgt nyt job - inden for samme branche - men har ikke fundet noget (og hun fik jo så job her før krisen..). Flere fra min internationale mødregruppe har opgivet at finde job her (bortset fra dem der har været her længe, og fik job før krisen.)
Men ja - jeg trives altså ikke som hjemmegående. Som jeg læste på en af de hjemmesider hvor jeg kommer engang imellem:
Find ud af, hvilket forbillede du gerne vil være for dit barn - og hav det godt med det! Hvis du trives bedst med at være på arbejde fuld skrue, så hjælper det at indrømme det og acceptere det! Har du det bedre med at være mest muligt sammen med familie og barn, så hjælper det også at indrømme og acceptere det! Når vi finder ud af, hvordan vi har det bedst som mødre og kvinder, kan vi være et integreret og dermed afbalanceret forbillede for vores børn - i stedet for en mor, der altid ønsker hun selv eller livet var anderledes. For det vil børnene kunne "lugte".
Og finder du ud af, hvordan du gerne vil være som mor/hvilket forbillede du gerne vil være, så er det også nemmere at handle på det.
Og det er jo korrekt nok. I Danmark har vi også fordelen af at vi har familie tæt på, som kan træde til, have børnene engang i mellem, og hente dem etc.
Daginstitutionspriser er prohibitivt dyre (de har dog ofte længere åbent, fra 6-18, en konsekvens af pendletiden og den større tidsbyrde i USA). Dette gør det nærmest umuligt for mig at tage fx et deltidsjob i Starbucks, eller et dårlig betalt entry-job.
Specifikt for San Diego kan man sige at det er een af de sværeste byer i USA at finde job i. Det er ikke kun mig, der har problemer. Jeg kender flere amerikanere fra andre stater, der har svært ved at finde job her (andet end fx butiksassistent til 8 dollars i timen:-S) selvom de har god erfaring fra andre brancher - fordi jobmarkedet her i høj grad er 'indspist'. Man skal kende nogen¨..En af mine danske veninder - der har boet her i 12 år - har i flere år nu søgt nyt job - inden for samme branche - men har ikke fundet noget (og hun fik jo så job her før krisen..). Flere fra min internationale mødregruppe har opgivet at finde job her (bortset fra dem der har været her længe, og fik job før krisen.)
Men ja - jeg trives altså ikke som hjemmegående. Som jeg læste på en af de hjemmesider hvor jeg kommer engang imellem:
Find ud af, hvilket forbillede du gerne vil være for dit barn - og hav det godt med det! Hvis du trives bedst med at være på arbejde fuld skrue, så hjælper det at indrømme det og acceptere det! Har du det bedre med at være mest muligt sammen med familie og barn, så hjælper det også at indrømme og acceptere det! Når vi finder ud af, hvordan vi har det bedst som mødre og kvinder, kan vi være et integreret og dermed afbalanceret forbillede for vores børn - i stedet for en mor, der altid ønsker hun selv eller livet var anderledes. For det vil børnene kunne "lugte".
Og finder du ud af, hvordan du gerne vil være som mor/hvilket forbillede du gerne vil være, så er det også nemmere at handle på det.
Og det er jo korrekt nok. I Danmark har vi også fordelen af at vi har familie tæt på, som kan træde til, have børnene engang i mellem, og hente dem etc.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar