Nu er det jo ikke ren lykke at være væk fra familie, venner, eget hus og kendte arme i daginstitutionen... Bevares, man lærer selvfølgeligt nye dejlige mennesker at kende, får besøg af familie og venner, og børnene skal da nok få det godt i deres nye daginstitution. Vejret er også godt her (skarp kontrast til Danmark),og der er mange ting at opleve og se. Men overgangen - den er hård.
Både for os og Silke. Eric forstår ikke så meget endnu.
For Silke: Hun savner børnehaven og sine veninder. Hun savner Emma (kusine) og sine bedsteforældre. Hun savner vores hus. Da vi var ude at kigge på huse 2. gang var hun helt grådkvalt og savnede sin oldefar, som døde for 2 år siden, kort tid inden Silke fyldte 2. Hun snakkede meget om at oldefar var gammel og derfor døde, og græd. Jeg tror ikke at det er oldefar hun savner, men alt det andet. Men Silke og jeg gik en lille tur og så på oldefar oppe i skyerne, og snakkede om at han var på månen. For hvad fortæller man et lille barn om døden? Mine forældre har altid sagt at når man dør... så er der ikke noget. Så er man helt væk. Som barn skræmte den tanke livet af mig, og gav mig mange søvnløse nætter og mareridt. Men omvendt er jeg heller ikke religiøs - mine forældre kan sagtens have ret. De kan også sagtens have uret, og der er noget større. Basalt set så VED vi det jo ikke (det er vel også derfor det hedder TRO, ikke VIDEN). Men eftersom man ikke ved noget, vil jeg helst ikke udtale mig... så skal jeg fortælle vores datter at jeg ikke véd hvad der sker når man er død, eller hvordan håndterer man dét? Ikke nemt at være forælder..
Jeg savner mine veninder og venner - dejlige mennesker jeg har lært at kende i folkeskolen (ja, min ældste veninde lærte jeg at kende i børnehaveklassen), den veninde der hjalp mig med at overleve gymnasiet (det er hårdt at være teenager). Der er dem jeg lærte at kende på kollegiet, på diverse jobs, via studie(r), via udlandsophold, og i nogle tilfælde via fritidsaktiviteter (teater, og stunt på ungdomsskolen i sin tid..) Der er dem jeg dem jeg er blevet venner med via bizarre møder (hoppeborg i sommerland for eksempel). Disse viste sig at føre til - hidtil - livslange venskaber.
Jeg savner at arbejde, at bruge min tid til noget mere end at passe børn og pakke flyttekasser ud.. Jeg savner mere voksent selvskab, og at blive udfordret fagligt... Altså, jeg har ikke taget en kandidatgrad for at gå hjemme med børn, vel..
Vi savner også vores dejlige lille nybyggede rækkehuskvarter derhjemme, hvor der er en masse andre børnefamilier, og en lille legeplads - og masser af grønne områder og legepladser i nærheden.Jeg savner velfungerende offentlig transport,
Selvom vi sikkert får nye venner og bekendte her kan man jo ikke helt sammenligne med folk man har en stor del fælles historie med. Jo, vi lærer en masse nyt, oplever nyt, og er meget (mere) sammen som familie.. Men vi opgiver også noget.
