Så har jeg selv læst beretningen om børnehjemmet, som jeg skrev for snart 10 år siden, og jeg kan slet, slet ikke tåle at læse den slags, især efter at selv at have fået børn. Men det sker, og at lukke øjnene for det hjælper ingen. Argh.
(dette er beretningen om boernehjemmet fortsat.)
....hvorfor, er der ikke nogle der vil have Ionut, Ecatarina, Margareta, Sorin,
Denis, og Tiberiu('mine' boern)? Jeg spoerger bare. Jeg har en hel masse
spoergsmaal men ikke nogle brugbare svar. Naar jeg spoerger 'Jamen, hvorfor er
der saa mange boern paa boernehjem?' er det eneste svar, jeg hidtil har faaet,
at foraeldrene ikke har raad til at have dem. Eller at der er tale om
teenagemoedre. Der er ikke seksualoplysning paa alle skoler...Jeg mener, under
Ceaucescu hvor abort var forbudt i samfulde 23 aar kunne man maaske forstaa
det, men nu...
Endnu en grund en total mangel paa familieplanlaegning og manglende uddannelse.
Jeg fatter ikke at nogen regering kan lade dette ske. Jeg forstaar ikke at man
kan faa et barn og saa give det fra sig - ikke til bortadoption, men til et liv
som det jeg ser nu....
Jeg har mange flere 'hvorfor???'...Men jeg maa stille de forkerte spoergsmaal,
eller ogsaa er der virkelig ingen konkrete og brugbare svar...
Mange af boernene har foraelre, og bliver ogsaa besoegt en gang i mellem. Vi
ser moedre med triste oejne sidde paa gangen og made deres boern. Regelen er,
at saa laenge et barn bliver besoegt minimum 2 gange om aaret af en foraeldrer,
kan det ikke betragtes som 'forladt' og kan derfor ikke bortadopteres. Forleden
var der et barn der blev stjaalet fra boernehjemmet. Men der var ingen virak
omkring det, ikke engang skaerpet sikkerhed(der er vagter, men de er ikke altid
til stede) og det er aabenbart en ganske normal haendelse. Der er stadig handel
med boern, til par der ikke er godkendt til adoption eller ikke vil vente.
Afskyeligt. At man saelger boern, altsaa.
Vi er ikke helt sikre paa om man kan kalde det et boerhehjem i traditionel
forstad -for boern der virkelig er decideret foraeldreloese eller forladte -
men om man snarere skal sige at det er en slags social anordning - altsaa en
art anbringelsesanstalt for boern hvis foraeldre ikke kan klare dem eller har
oekonomiske vanskeligheder
Det er meget haardt at vaere paa boernehjemmet. Boernene virker forsoemte - de
faar mad og toej bliver skiftet, men omsorg og stimulation er der naesten ingen
af. Eksempelvis Sorin er 1 aar og kan hverken sidde selv eller kravle. Jeg
faldt for ham naesten med det samme. Forholdene til trods(han er ikke klar over
dem endnu) griner og ler han meget. De andre boern jeg tager mig af er ogsaa
omtrent et aar, men ingen af dem kan kravle eller staa, endsige sige nogle ord.
Enkelte kan sidde selv, og alle kan de moeve sig frem paa maven og dreje sig.
De er meget glade for at jeg synger for dem..(stakler, de er tonedoeve...)
Naar jeg synger for Sorin, ruller han rundt og klukker hoejlydt(maaske er han
ikke tonedoev - maaske har han bare en veludviklet humoristisk sans)
Naar jeg tager ham paa maven, vrider han sig af fryd.
Alle mangler de opmaerksomhed og angler efter den. Naar man tager dem op og
holder dem ind til sig holder de oejeblikkelig op med at graede. Laegger man
dem i seng og de hyler hoejlydt, stopper de efter 30 sekunder - ingen tager dem
op. Det der gaar mig mest paa? Naar jeg taenker paa, at dette ikke er en
vuggestue. Naar jeg gaar hjem er der ingen der henter disse boern. Der er ingen
der syntes at de er unikke. Der er ingen der husker deres foerste ord. Der er
ingen til at troeste dem om natten. Der er ingen der tager sig tid til at laere
dem deres foerste ord, eller til at hjaelpe dem til at sidde eller kravle. Der
er ingen til at vaere stolte af dem eller voldsomt bekymrede. De betyder ikke
noget specielt for nogen...Jeg kan ikke forestille mig noget vaerre.
Og..hvis jeg taenker saadan, kan jeg ikke vaere der. Virkeligheden slaar mig
simpelthen ud..Saa jeg slaar tanken hen og forsoeger at koncentrere mig om at
vaere der for dem og at vaere der konstruktivt mens jeg nu kan. Jeg forsoeger
at vaere rasende paa en verden der lader dette ske...Det goer det lettere at
klare end at vaere trist. Det tager haardt paa os allesammen og vi er helt
udmattede om aftenen. Jeg ser babyer for mit indre blik inden jeg falder i
soevn. At vide at jeg ikke kan goere meget mere er ogsaa haardt.
Jeg bliver savlet paa og kastet op paa og mange andre sjove ting...Men det er
ikke ulaekkert. Det er jo blot boern...
Vi tager dem udenfor, naar vejret er til det (trods fastlandsklima er
Timisoaras vejr ikke stabilt - der er en del regn og tordenbyger...Verjret er
naesten skizofrent, det kan oese ned en halv time og saa blive klart solskin -
eller pludselig begynde at tordne-det eneste stabile er varmen)
Boernehjemmet bestaar af flere gamle, egentlig meget koenne huse. Imellem de
forskellige huse ligger en lille park og legeplads. Vi gynger med dem, gaar
rundt med dem, lader dem ligge paa et taeppe paa graesset. Mange af dem er
ikke vant til at vaere ude og finder det skraemmende. Sorin er bange for
graesset.
Som jeg skrev sidst, er der 2 datoer, en foedselsdato samt den dato hvor de
ankom skrevet over deres tremmeseng. For nogle af boernene er der tale om et
langt interval. Ecatarina blev foedt i september og ankom til boernehjemmet i
juni. Hun virker til tider lettere autistisk og sidder og rokker frem og
tilbage og ler sjaeldent. Mange af dem har disse 'instutitionaliserede'
bevaegelser - rokken frem og tilbage, slaa hovedet mod vaeggen eller lign.
Om formiddagen bliver samtlige 30 boern placeret i en legestue med noget
legetoej og en stor madras. Her er de saa et par timer, alt efter hvor megen
virak de laver. Ofte uden voksent tilsyn. De ansatte stikker hovedet ind en
gang imellem. I dag skulle vi laegge dem i seng igen kl 11 - fordi de var
traette..4 af mine var aldeles ikke traette!! Jeg forstaar ikke arbejdsgangen.
Og der er stadig ingen svar. Saadan er det bare.
Der er ikke penge til at forbedre standarden. Naar jeg gaar forbi paa gangen og
ser disse 30 boern staa og ruske i deres tremmesenge, rulle rundt i dem, graede
eller stikke hovedet ud mellem tremmerne, taenker jeg mest af alt paa burhoens -
det virker som en 'boernefabrik..' Naar disse boern bliver aeldre, vil de
komme til at gaa i en normal skole. Selv efter 18 aars alderen bliver de ofte
hjulpet...Til at faa et job, til en lejlighed. Til et 'normalt' liv - hvis man
da kan kalde det det.
Jeg vil slutte nu. Skriver i loebet af ugen.
(dette er beretningen om boernehjemmet fortsat.)
....hvorfor, er der ikke nogle der vil have Ionut, Ecatarina, Margareta, Sorin,
Denis, og Tiberiu('mine' boern)? Jeg spoerger bare. Jeg har en hel masse
spoergsmaal men ikke nogle brugbare svar. Naar jeg spoerger 'Jamen, hvorfor er
der saa mange boern paa boernehjem?' er det eneste svar, jeg hidtil har faaet,
at foraeldrene ikke har raad til at have dem. Eller at der er tale om
teenagemoedre. Der er ikke seksualoplysning paa alle skoler...Jeg mener, under
Ceaucescu hvor abort var forbudt i samfulde 23 aar kunne man maaske forstaa
det, men nu...
Endnu en grund en total mangel paa familieplanlaegning og manglende uddannelse.
Jeg fatter ikke at nogen regering kan lade dette ske. Jeg forstaar ikke at man
kan faa et barn og saa give det fra sig - ikke til bortadoption, men til et liv
som det jeg ser nu....
Jeg har mange flere 'hvorfor???'...Men jeg maa stille de forkerte spoergsmaal,
eller ogsaa er der virkelig ingen konkrete og brugbare svar...
Mange af boernene har foraelre, og bliver ogsaa besoegt en gang i mellem. Vi
ser moedre med triste oejne sidde paa gangen og made deres boern. Regelen er,
at saa laenge et barn bliver besoegt minimum 2 gange om aaret af en foraeldrer,
kan det ikke betragtes som 'forladt' og kan derfor ikke bortadopteres. Forleden
var der et barn der blev stjaalet fra boernehjemmet. Men der var ingen virak
omkring det, ikke engang skaerpet sikkerhed(der er vagter, men de er ikke altid
til stede) og det er aabenbart en ganske normal haendelse. Der er stadig handel
med boern, til par der ikke er godkendt til adoption eller ikke vil vente.
Afskyeligt. At man saelger boern, altsaa.
Vi er ikke helt sikre paa om man kan kalde det et boerhehjem i traditionel
forstad -for boern der virkelig er decideret foraeldreloese eller forladte -
men om man snarere skal sige at det er en slags social anordning - altsaa en
art anbringelsesanstalt for boern hvis foraeldre ikke kan klare dem eller har
oekonomiske vanskeligheder
Det er meget haardt at vaere paa boernehjemmet. Boernene virker forsoemte - de
faar mad og toej bliver skiftet, men omsorg og stimulation er der naesten ingen
af. Eksempelvis Sorin er 1 aar og kan hverken sidde selv eller kravle. Jeg
faldt for ham naesten med det samme. Forholdene til trods(han er ikke klar over
dem endnu) griner og ler han meget. De andre boern jeg tager mig af er ogsaa
omtrent et aar, men ingen af dem kan kravle eller staa, endsige sige nogle ord.
Enkelte kan sidde selv, og alle kan de moeve sig frem paa maven og dreje sig.
De er meget glade for at jeg synger for dem..(stakler, de er tonedoeve...)
Naar jeg synger for Sorin, ruller han rundt og klukker hoejlydt(maaske er han
ikke tonedoev - maaske har han bare en veludviklet humoristisk sans)
Naar jeg tager ham paa maven, vrider han sig af fryd.
Alle mangler de opmaerksomhed og angler efter den. Naar man tager dem op og
holder dem ind til sig holder de oejeblikkelig op med at graede. Laegger man
dem i seng og de hyler hoejlydt, stopper de efter 30 sekunder - ingen tager dem
op. Det der gaar mig mest paa? Naar jeg taenker paa, at dette ikke er en
vuggestue. Naar jeg gaar hjem er der ingen der henter disse boern. Der er ingen
der syntes at de er unikke. Der er ingen der husker deres foerste ord. Der er
ingen til at troeste dem om natten. Der er ingen der tager sig tid til at laere
dem deres foerste ord, eller til at hjaelpe dem til at sidde eller kravle. Der
er ingen til at vaere stolte af dem eller voldsomt bekymrede. De betyder ikke
noget specielt for nogen...Jeg kan ikke forestille mig noget vaerre.
Og..hvis jeg taenker saadan, kan jeg ikke vaere der. Virkeligheden slaar mig
simpelthen ud..Saa jeg slaar tanken hen og forsoeger at koncentrere mig om at
vaere der for dem og at vaere der konstruktivt mens jeg nu kan. Jeg forsoeger
at vaere rasende paa en verden der lader dette ske...Det goer det lettere at
klare end at vaere trist. Det tager haardt paa os allesammen og vi er helt
udmattede om aftenen. Jeg ser babyer for mit indre blik inden jeg falder i
soevn. At vide at jeg ikke kan goere meget mere er ogsaa haardt.
Jeg bliver savlet paa og kastet op paa og mange andre sjove ting...Men det er
ikke ulaekkert. Det er jo blot boern...
Vi tager dem udenfor, naar vejret er til det (trods fastlandsklima er
Timisoaras vejr ikke stabilt - der er en del regn og tordenbyger...Verjret er
naesten skizofrent, det kan oese ned en halv time og saa blive klart solskin -
eller pludselig begynde at tordne-det eneste stabile er varmen)
Boernehjemmet bestaar af flere gamle, egentlig meget koenne huse. Imellem de
forskellige huse ligger en lille park og legeplads. Vi gynger med dem, gaar
rundt med dem, lader dem ligge paa et taeppe paa graesset. Mange af dem er
ikke vant til at vaere ude og finder det skraemmende. Sorin er bange for
graesset.
Som jeg skrev sidst, er der 2 datoer, en foedselsdato samt den dato hvor de
ankom skrevet over deres tremmeseng. For nogle af boernene er der tale om et
langt interval. Ecatarina blev foedt i september og ankom til boernehjemmet i
juni. Hun virker til tider lettere autistisk og sidder og rokker frem og
tilbage og ler sjaeldent. Mange af dem har disse 'instutitionaliserede'
bevaegelser - rokken frem og tilbage, slaa hovedet mod vaeggen eller lign.
Om formiddagen bliver samtlige 30 boern placeret i en legestue med noget
legetoej og en stor madras. Her er de saa et par timer, alt efter hvor megen
virak de laver. Ofte uden voksent tilsyn. De ansatte stikker hovedet ind en
gang imellem. I dag skulle vi laegge dem i seng igen kl 11 - fordi de var
traette..4 af mine var aldeles ikke traette!! Jeg forstaar ikke arbejdsgangen.
Og der er stadig ingen svar. Saadan er det bare.
Der er ikke penge til at forbedre standarden. Naar jeg gaar forbi paa gangen og
ser disse 30 boern staa og ruske i deres tremmesenge, rulle rundt i dem, graede
eller stikke hovedet ud mellem tremmerne, taenker jeg mest af alt paa burhoens -
det virker som en 'boernefabrik..' Naar disse boern bliver aeldre, vil de
komme til at gaa i en normal skole. Selv efter 18 aars alderen bliver de ofte
hjulpet...Til at faa et job, til en lejlighed. Til et 'normalt' liv - hvis man
da kan kalde det det.
Jeg vil slutte nu. Skriver i loebet af ugen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar